Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vikingetogene satte hele Vestevropa i skræk for vore fædres vildhed.
Vor tids videnskab har tilfulde godtgjort, at disse tog tillige
betegner en kulturblanding og udvexling, mellem Nordboerne
på den ene og Vestevropas store kulturfolk på den anden side.
Det er et moment, som de tyske forfattere lige fra Adams tid
kun har havt ringe lyst til at tage med, skønt lærens hurtige
udbredelse herhjemme i en noget senere tid bliver uforståelig
uden dette. Helveg har da også meget stærkt betonet netop
dette forhold (s. 87 ff.), dog vistnok noget ensidigt som en
indflydelse fra England (der først senere, i de store erobringers
tid, fik den alt overvejende betydning for Danmark) og som
særligt kommende øerne tilgode; medens det sande forhold
vistnok var, at alle egne af det danske rige modtog en stærk
indvirkning vesterfra, ligesom de alle deltog i de store tog til
Thems og Seine, til Humber og Rhin, til Loire og Rhone.
Således lod det af Saxe optegnede folkesagn om Gorm, der,
dreven af en urolig higen efter det ubekendte, drog op til
Nordens nat for at søge guderne og Udgårde Loke, denne
konges rådgiver Thorkil ende med tilsøs at komme til
Tyskland, hvor han lærte kristendommens forklaring af dødens gåde
at kende (Saxo, p. 432).
Den tyske mission blev genoptagen af Unni, erkebisp fra
918-36, den fjerde efter Rimbert. Adam fortæller, at det var
Henrik Fuglefængers tog der gav anledning til hans rejse, men
dette var efter hans mening igen foranlediget ved Gorm den
gamles kristenforfølgelser. Herpå kan der ingen vægt lægges,
de samtidige kilder ved intet derom, og var der noget, der
kunde vanskeliggøre Unni fremgangen blandt de Danske, skulde
det da være den saxiske konges tog. Det er heller ikke
rimeligt, at han først i slutningen af sin embedstid skulde være
falden på at følge det kald, der lå i hans store forgængers
navn, dersom han overhoved var tilsinds at følge det, og det
viser jo hans store missionsrejse til Sverig. Efter Unnis død
ved Mælaren besteg Adeldag den erkebiskoppelige stol [1], og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
