Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
højere end den der endnu den dag idag sender Hamborgs
sønner omkring til alle Nordens lande, oplyser hine klerkes
færd; det er som en skæbnens ironi, at Lappenberg selv skulde
komme til at sammenstille disse to ytringer af Hamborgs
„mission“ i Norden.
Vi må da begynde undersøgelsen af Adalberts forhold til
erkebispesagen og patriarkattanken forfra på et nyt grundlag.
Dette grundlag er pavebullerne, således som de nu efter det
foregående må opfattes. Den første af disse buller er, som
oftere omtalt, udstedt af Klemens II, d. 24. April 1047, kort
før Adalbert i følge med kejser Henrik forlod Italien, efterat
have fulgt sin ven, den nyvalgte pave, gennem Syditaliens
blomstrende egne. Der kan da ikke være tvivl om, at den er
bleven således som han ønskede det, ikke blot i
overensstemmelse med de buller af Nikolaus, Agapitus og Benediktus,
som den påberåber sig, men således som de to venner
dengang og vistnok alt tidligere havde tænkt sig forholdene
ordnede. Klemens II - hans tidligere navn var Svidger -
var alt 1032 kommen til Bremen tilligemed Adalbert, begge
i følge med den til erkebiskop valgte provst Herman i
Halberstadt. Efter hans død vendte de rimeligvis begge tilbage hertil,
og senere blev da Svidger biskop i Bamberg (1043-46) for
derfra at bestige pavestolen, medens Adalbert efterat have
været provst i Halberstadt blev valgt til erkebiskop i
Hamborg. Hvad der nu kom til udførelse i pavebullen var da
Bremerkirkens kæreste tanke og dristigste håb. Det gjaldt om
at bevare forbindelsen med de nordiske riger, og det ikke blot
således, at den forlængedes for enkeltmands levetid, men
således at den kunde holde for bestandig. Til den ende var det
nødvendigt at indlemme dem i det hamborgske erkebispedømme,
at gøre de nordiske bisper til lydbisper af erkebiskoppen af
Hamborg som sådan. Var dette først sket, da kunde man
påkalde de kirkelige love til gunst for et stifts udelelighed
uden biskoppens indvilligelse. Adam fremfører denne tanke
som almenbekendt, den må da vistnok have været gængs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
