Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forud for Innocens II’s afgørelse 1133, strax efter er bleven
opdaget og eftervist af det danske erkebispedømmes ivrige og
heldige forsvarer, Herman fra Køln. Det er end ikke utroligt,
at det gamle fjendskab mellem Køln og Bremen, der atter var
luet op i Adalberts tid, har spillet sin rolle i den henseende
og altså bidraget sit til, at det uhjemlede og uretfærdige i
Hamborgs fordringer blev lagt for dagen og tilbagevist der,
hvor den sidste afgørelse i alle kirkelige stridigheder hvilede.
Og lad Tysklands lærde da længe nok med vemod se tilbage
til den stolte tanke om et saxisk-nordisk patriarkat, - vi vil
med Saxe glæde os over, at vi blev udfriede fra den saxiske
højhed og opnåede „frihedens ret“!
For at ikke hovedpunkterne i denne undersøgelse skal
stå fare for at tabe sig i de mange enkeltheder, der har måttet
fremdrages, skal de her til slutning sammenstilles:
I det 9. århundred tildeles der først Ebo, erkebiskop
i Rheims, og efter ham Gautbert; senere Ansgar, erkebiskop
i Hamborg, og efter ham Rimbert: ret til at prædike
evangeliet for de nordiske folk. Der er ikke tale om nogen kirke
i disse lande, ej heller om noget forhold til fremmede kirker;
paven træder derimod en enkelt gang som kirkens hoved i
umiddelbar forbindelse med en nordisk konge.
Agapitus II giver (948?) Adeldag ret til på pavens
vegne at indvi bisper for de nordiske folk. Denne ret går
(som det synes stiltiende) i arv til Adeldags nærmeste
efterfølgere og fornyes udtrykkelig af en pave Benediktus, som det
synes for Unvan. De danske konger udøver, efter selv at
være bleven kristne, uhindret retten til at vælge bisperne, der
da (i reglen) vies i Hamborg. Denne tilstand vedvarer i et
hundredår, i den sidste menneskealder dog ikke uden indsigelse
fra dansk og anvendelsen af konstige midler (overdreven
gavmildhed) fra tysk side.
Med Adalbert og Sven Estridsøn begynder først en
alvorlig modsætning at gøre sig gældende. Adalbert vil forandre
det foreløbige missionsforhold til et varigt primat og opnår til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
