Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
grænse, ligesom det er vitterligt, at ingen af dem har nævnt
den række nordiske folk der kommer frem hos Leo IX, der
dog også beråber sig på de samme paver. Pavens stadfæstelse
vedkom da heller ikke såmeget de lande der lå indenfor rigets
grænse som dem der lå udenfor, og det bliver derfor umuligt
herefter at bestemme nogen tid for omordningen af landet nord
for Pene. Et andet holdepunkt synes der at være givet i
kejser Fredriks brev af 18. Marts 1158 (Lappenberg nr. 208),
hvorved grænsen ved Pene stadfæstes i henhold til kejser
Ottos og hans mænds bestemmelser. Vel haves der intet
kejserbrev mere der udtrykkelig bestemmer dette eller noget
lignende for Hamborg, men det er ikke umuligt, at det har
været til, og da rimeligvis har omhandlet bispedømmet
Aldenborgs oprettelse, således som dr. K. og før ham Asmussen
har antaget; men det er også tænkeligt, at Fredrik ved hine
ord kun sigter til det faktum, at Otto satte Magdeborgs grænse
ved Pene og Elde, og at det var almindelig bekendt, at
Hamborg fra samme tid af havde ejet landet på den anden side
af floderne.
Fra Otto I’s og Adeldags tid omfattede erkebispedømmet
Hamborg da landet nord for Elbe, Elde og Pene, det samme
der 1214 af kejser Fredrik II blev indrømmet Valdemar II til
evindelig arv og eje. Det faldt i to dele, det tyske der i
forening med det syd for Elbe dannede det egenlige erkestift, og
det vendiske der dannede bispedømmet Aldenborg. Laspeyres
giver i sit ovennævnte skrift en ret klar, men tillige vel
vidtløftig og ordrig fremstilling af dette bispedømmes vilkår. Han
hævder bestemt, at det havde præg af at være et
missionsbispedømme, at det manglede kapitel og de andre institutioner,
der følger med et fast bispesæde, og at de stortlydende
beretninger, Adam har om det efter Sven Estridsøn, efter al
sandsynlighed beror på en fejlagtig tradition, der jo altid er tilbøjelig
til at se den slags ting i forstørrede omrids (s. 88 f.). Ligeså
overdreven er Adams skildring af de ødelæggelser, Vendernes
oprør efter Otto II’s død (som han fejlagtig henfører til Otto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
