Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
undervurderet betydningen af Saxernes bedrifter -, men dog
stadig omtaler det med velvilje og agtelse. Medens nu de
Danske, og det med fuld føje, stadig har betragtet Arkons
fald med ublandet glæde - hvorom f. ex. Haderslevs gamle
stadsret bærer vidne, idet den fastsætter, „at helgd ikke brydes
med nogen hånds gerning uden den dag[1], da kongen vandt
Ryø“ -, så Saxerne på deres held med onde øjne, og glæden
over hedenskabets udryddelse i sit gamle hovedsæde var stærkt
blandet med ærgrelsen over, at dette store resultat skulde være
forbeholdt øfolket. Denne stemning har efterladt sig et dobbelt
minde i skriftlige vidnesbyrd fra samtiden, der hver for sig
betegner en meget karakteristisk opfattelse. Det første er
kejser Fredriks brev, hvorved bispedømmet Sverin stadfæstes
på det højtideligste. Her fremstilles Ryøs erobring og
Svantevits ødelæggelse ganske naivt som biskop Bernos værk,
ligesom øen tages til indtægt for det hellige romerske rige. e
Danske omtales ikke med et ord, og det er som en gåde, at
kun den del af øen, der tilhører hertugen af Saxland, lægges
under bispedømmet i Sverin, brevet antyder end ikke, hvad for
en mystisk magt det er der ejer det andet. Det var dette
standpunkt, hertugen agtede at indtage i sagen; der var sluttet
et forlig, som vi dog kun kender af Helmolds beretning, og
hvorved der skal være bleven bestemt, at Saxerne og de
Danske skulde dele alle fremtidige erobringer og alt bytte; i
henhold dertil forlangte Henrik halvdelen af tempelskatten og
af den erobrede ø. Det må være os tilladt at tvivle om
Helmolds ord, om der end ingen grund er til at tvivle om hans
sandhedskærlighed; ligesom Saxe var han hildet i sit folks og
sit partis synspunkter, og at bruge den ene af dem som et
apostelskrift og den anden som en fjendes mistænkelige tale
røber en national bornerthed, der ikke hører hjemme i
videnskaben. Er der 1167, som Helmold påstår, bestemt noget
om deling af land og bytte (H. siger „tributa“), må det have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
