- Project Runeberg -  Historiske Afhandlinger / Første Bind /
230

(1898-1899) Author: A. D. Jørgensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Kristenforfølgelser i Danmark.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

det heller neppe noget i den retning. Vel var runestenen
nemlig oprindelig et gravmæle, men den gennemgik tilsidst
samme udvikling som vore monumenter: de rejses ikke på
selve graven, der kan være afsides og skjult. Disse stene ved
Slesvig siger da heller ikke selv andet, end at de er rejste
efter hirdmænd, der døde i eller ved Hedeby og rimeligvis
blev begravne ved kirken efter kristelig skik, medens stenen
med sine runer efter gammel nordisk sæd rejstes ved alfar
vej. På samme måde synes den tredje runesten fra denne
egn (Thorsens nr. 2) at være sat på et sted, der ikke
indeholdt graven (á vignipú), medens Jellingestenen med sin
Kristusfigur og Råbystenen i Upland over Ønund, „der døde i Østen“,
og med sit „Gud hjælpe Ønunds ånd“ viser, at den skik at
rejse mindesmærker („kumbl“) ingenlunde ophørte strax med
den hedenske tidsalder (sml. Munchs Nord. runeskrift, nr. 8,
14—16)[1].

Ved siden af disse forskellige småtræk, der som vi har
set intet beviser for Svens hedenskab, står et enkelt, der synes
afgjort at bevise hans kristendom, nemlig kong Ottos brev for
kirkerne i Danmark, udstedt 988, i Adeldags sidste år. Heri
omtales nemlig, som Helveg alt har gjort opmærksom på, ikke
med et ord nogen forfølgelse eller trængsel for kirken, hvad
der dog neppe vilde været undladt, om der havde været mindste
anledning dertil. Den af Adam anførte tradition om Liavizos
forsøg på at formilde forfølgelsen peger jo ligeledes ud over
Adeldags levetid. Men efter Adams fortælling får man et
bestemt indtryk af, at hans og hans hjemmelsmænds mening
var, at Harald var død nogen tid før Adeldag, og forfølgelsen
skulde jo være kommen til udbrud lige efter tronskiftet.


[1] [Senere Tilføjelse:] Se især stenene Stephens (II) s. 813 f. (Liljegren 642 og 1411),
hvor udtrykkelig mindst én af de mindede personer siges at være „graven i kirkegård“;
dog var der ikke blot runesten, men udtrykkelig en „hvalf“. Endvidere fra Valleberg
i Skåne (Stephens 820). Her siges om de to, stenen er sat efter: „Gud hjælpe deres
sjæl vel; men de ligge i Luntunum“. Stephens forklarer det af London, men også det
skånske Lund kaldes af Adam for „Lundona“, vistnok dansk „i lundene“; dette er
også det ene rimelige. De to, Mane og Sven, var altså begravne ved domkirken og
stenen sat hjemme i deres bygd.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:33:13 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/adjorgen/1/0230.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free