Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Kristenforfølgelser i Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adam giver imidlertid i en vitterlig fejlagtig fortælling et
værdifuldt vink til forståelsen af de herhenhørende forhold.
Han henfører nemlig Poppos jertegn til den tid, da kong Erik
af Sverig efter hans udtryk havde bemægtiget sig Danmark
og fordrevet Sven Tveskæg. „Erik, siger han, var selv en
hedning og en stor fjende af de kristne; til ham siges en vis
Poppo at være kommen som kejserens og den hamborgske
biskops afsending —.“ Lappenberg formoder i sin
anmærkning til dette sted (II 33), at der her er tale om en anden
begivenhed, end den Widukind fortæller, så der altså var to
Poppoer, af hvilke den ene ved et gæstebud omvendte Harald
ved jernbyrd, den anden på et folkemøde kong Erik og tusinde
andre ved at lade en voxkjortel brænde på sig; men dette
sidste er så øjensynligt en forvanskning af det første, at der
ikke kan være tale om at tro Adam på ordet, især da
Roskildekrøniken (og med den Saxe) møder med den tredje
sagnform ved at henføre det hele til Sven Tveskæg, Islænderne
med den fjerde ved at henlægge det til Limfjorden, medens
Ælnoth ikke har hørt noget bestemt kongenavn, men vel
kender jertegnet og klerken. Sagnets vandring fra konge til
konge er imidlertid som før omtalt en frugt af senere tiders
forandrede opfattelse af kirkelærens udbredelse; det måtte ligge
nær at lade Poppo overbevise kong Sven, når man nu engang
var kommen til den anskuelse, at han fra en vild hedning var
bleven en from kristen; pladsen flyttedes dernæst lige så
naturligt fra gildesalen over til rigets almindelige thingsted, og
jernbyrden blev til et vidunderligt mirakel. Men at der tillige var
en tid, der henførte denne tildragelse til kong Erik, viser, at
der i kirken var en overlevering om, at han engang havde
repræsenteret hedenskabet i Danmark. Til ham vil man da
vistnok også med større ret kunne henføre Liavizos sendelser
og hærgningen af bispedømmet Slesvig; thi hans færd her i
landet var selvfølgelig blodig, da han ikke kom som konge,
men som viking.
Foruden den af Adam og Saxe opbevarede danske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
