Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- III. Witherlogh. Worthhæld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bestemte form loghen. Skånske lov, fra omtrent samme tid,
har derimod endnu gennemgående flertalsformen, om end ikke
uden undtagelser, og endnu i Erik Glippings håndfæstning
(1282) siges: thæse logh waro giuen —. Med tabet af logh
som flertal er også lagha, laghe, i talrige forbindelser
(laghæforfald, — aldær osv.) bleven løsreven fra sin rod og sproglig
misforstået. Men heraf er da også misforståelsen med ordet
witherlagh at forklare. Log (lög) betegnede i norsk-islandsk
ikke blot loven, men tillige det samfund, for hvilket den var
given, f. ex. Thrønda-loghin, senere uden omlyd: Thrøndelagen
(men ikke Thrøndelaget) osv.; på selvsamme måde bruges nu
witherlogh om det samfund, der stod under witherlogin, et
ord der dengang altså fra en betegnelse må være bleven et
særnavn, hvad det jo efter sin betydning ingenlunde er[1]. Fra
witherlogh var da overgangen til witherlagh let nok, når
hensés dels til den sløvede sprogsans, dels til de mange andre
„lag“, der efterhånden opkom, og det såmeget mere som logh
havde skiftet tal og altså ikke mere ret vel kunde fastholdes
i betydningen af et samfund[2].
[1] Constitutio Christophori I i Gehejmeark. årsberetn. V 13: testes de withærlogh,
cognati de withærlogh. Jfr. iøvrigt herom det følgende.
[2] Dels for yderligere at præcisere ordets anvendelse i vore love, dels for at
tilbagevise et angreb på en tidligere omtale af det i disse „bidrag“, skal jeg her et
øjeblik dvæle ved det i Slesvig bylov forekommende lagkøb (ovfr. s. 270 ff.). Kold.
Rosenvinges forklaring af dette ord gik ud på, at det skulde være køb af ret
til at deltage i „logh“ (fælleséd), jeg foretrak at tænke på alle bymændenes „lag“.
Joh. Steenstrup har i sine „Studier over kong Valdemars jordebog“ udtalt sig meget
stærkt herimod og holdt på den ældre forklaring uden dog at fremkomme med noget
nyt bevis; jeg skal da forsøge at udtømme spørgsmålet, såmeget mere som det nu kan
ske fra et videre synspunkt end det, hvorfra det dengang fremstillede sig for mig.
Således som ordet forekommer i loven, betegner det sprogligt uimodsigelig et lag,
koncipisten har kun kunnet have dette for øje; thi han siger ikke blot to gange
laghkøp, men desuden to gange emere lagh, medens han meget vel véd, at logh (fælleséd)
er et ftertalsord, hvorfor han også gengiver det ved leges (k. 12, 13), ligesom Thord
Degn (13, 78, 90, 91), når ikke han foretrækker det latinske juramentum eller
omskrivningen „se purgare“ o. l.; selv om han imidlertid havde opfattet logh som singul.,
vilde der endnu have været et stort spring til at kalde loven for lagh (på svensk), og
dog har håndskriftet (fra o. 1320) tydeligt denne form. At det støder St.’s sprogsans
som „noget konstigt“ at købe lag er ikke sprogets skyld, i fredkøb, som han
jævnfører, er heller ikke freden nogen vare som købes, ligeså lidt som ved tidekøbet
gudstjenesten, det der købes er delagtighed i den offenlige fred, i gudstjenesten og altså
ligeså i laget. Sproget er lunefuldt, det kender et brudkøb, et præstkøb og et lidkøb,
alt uden menneskehandel (sml. K. Maurer: man weiss ja, dass das wort kaufen für
verträge der verschiedensten art gebraucht wird — Krit. vierteljhrschr. X 393).
Sålænge altså Slesvig bylov står ene med sit udtryk lagkøb, er vi nødte til at forstå
det som foreslået, fordi lovkoncipisteri har forstået det således.
Der er imidlertid et andet moment, som gør, at vi ikke kan blive stående
herved; ordet er nemlig optaget i det angelsaxiske retssprog, som det synes i følge med
de andre sammensætninger af det nordiske log, eller rettere lag (lah), thi omlyden er
her selvfølgelig falden bort (ligesom i svensk). Æthelred bestemmer således for det
nordlige (danske) England, al hele den overleverede ret og rettergang skal bevares
uforandret; han nævner her blandt andet også lahcóp; det samme findes i et
nordhumbrisk lovstykke: begge steder findes ved siden af lahcóp også landcóp, alt uden
nærmere forklaring. Ordet eller talemåden forekommer dog endnu to steder til i
Æthelreds lov (consilium Wanetungense se R. Schmid, Gesetze der Angl. S., p. 212 ff.
370 § 1), idet det begge steder pålægges den anklagede at købe sig „lah“ (ælc — bicge
him lage) med 12 øre. Betydningen falder her vel ingenlunde fuldstændig sammen
med vort at købe lag, men der er dog udentvivl en fælles kilde for begge udtryk, og
denne vil vi lettest kunne finde ved at sammenligne det andet nordiske udtryk, der i
angelsax. betegner den samme bøde, nemlig lahslit eller lahbrice, idet man snart
tænker på det der volder bøden (bruddet), snart på dennes virkning (købet, sml.
udsagnsordet inlagian). Disse sidste udtryk genfinder vi også i oldnordiske talemåder:
at brjóta lög á einum, at slita lögin, ligesom man endnu den dag idag på dansk
siger: at bryde laget (ovfr. s. 280). Tingen er altså den, at det oprindelige log
som flertalsord overalt har delt sin dobbelte betydning mellem to éntalsord: laget
og logen, hvoraf da med nødvendighed måtte følge, at logkøb efter sin betydning,
som sigtende til et samlag, måtte blive til lagkøb. Vil vi derimod vende tilbage til
den ældste sprogbrug, bør vi kalde alle bymændenes samlag for bylog, hvilket da
også St. nævner et så slående exempel på (s. 139, Saxkøbing privilegium: ingen kan
blive borger, med mindre han ipsis villanis et eorum communitati per modum bylogh
cum ipsorum voluntate associatus fuerit —); at dette senere misforstås som jus
civitatis følger af det her fremsatte, men når det på andre steder gøres til bylag, er
misforståelsen i alle tilfælde kun sproglig.
Hvad mine bemærkninger om bymændenes retsforhold iøvrigt angår, skal jeg gerne
indrømme, at jeg kan have ladet mig føre noget for vidt ved analogier med den ældre
udvikling i andre lande, navnlig Tyskland; at St. ikke har kendt disse, er tilvisse
påfaldende, thi danske retskilder er dog ikke tilstrækkelige til at lære middelalderens
samfundsforhold at kende. Endnu mere påfaldende er det dog at høre domme som
denne: „og hvad er år og dags hævd? den kendes aldeles ikke“ — (s. 143), når talen
er om en stadsret, der har følgende bestemmelser: — si fuerat in quieta possessione
per diem et annum, terrain sibi vendicet cum 12 civibus — (k. 42) og: vir — civis
effectus, si ad diem et annum moram fecerit, postea ab aliquo impetitus quod servus
fuerit — 12 civibus se purgabit (k. 77). Sml. Riber ret 58. Thord Degn 74. Dersom
dette ikke skulde være hævd efter „Danske lovs“ sprogbrug, så finder jeg dog intet
til hinder for her at anvende dette ord i fuld overensstemmelse med dets betydning.
Og disse lovsteder gør, at jeg endnu anser det for højst sandsynligt, at man har ladet
„år og dag“ hengå også i Danmark, før man optog nogen fremmed i „logh“, og
ovenstående citat viser os på det mest utvetydige, at det ikke var gjort med „at give sit
igangsøl“, — det skulde først vise sig, om nogen vilde drikke det! Også trællen gav
ved sin frigivelse et „øl“, men det er en selvfølge, at det ikke stod til ham at skaffe
sig friheden ved denne udgift. Enhver erhvervelse af en anden (højere) personlig
retsstilling synes i oldtiden at have været ledsaget af et øl, medens betingelsen
selvfølgelig altid måtte ligge udenfor dens myndighed, hvis stilling skulde forandres; øllet
ledsagede kun anerkendelsen af de fremtidige ligemænd (endog hirdmændene måtte
efter den norske hirdlov give deres samtykke til en ny mands optagelse i kongens
gård, Keyser, Efterladte skrifter, II 84). Fra dette synspunkt må såvel frelsensøllet som
ethvert igangsøl betragtes, og det er neppe for dristigt at henføre også barnsøl og
arvøl til det samme: ved arvøllet satte sønnen sig i sin faders højsæde, og ved
barnsøllet (senere overført på dåben) anerkendtes barnet som led af slægten, med sin
hovedlod og arveret; anerkendelsen udgik i disse tilfælde fra slægten, for barnets
vedkommende af dens hoved, for arvingens omvendt af den øvrige slægt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 01:33:13 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/adjorgen/1/0285.html
