Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Våbenéd. Våbentag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der danner et fortrinligt modstykke til denne i Bergen. Efter
Erik Lams død optrådte nemlig Sven Eriksøn med fordring på
kronen, han ventede ikke, til der kunde samles et almindeligt
folkething ved Isøre, men skyndte sig, som det synes, til
Ringsted for at modtage kongenavn. Dette var nu en aldeles
ulovlig handling; ingen kunde fremstå for thingmændene i et
enkelt land og af dem kræve kongenavn, ligesålidt som disse
var berettigede til at tildele nogen det; strængt taget kunde
der ad denne vej kun danne sig et parti, udenfor og imod
loven. Dette blev også fremsat for almuen af en vis Olav,
der endte med at lyse forbandelse såvel over Sven som over
hver den, der tildelte ham kongenavn, før et lovligt valgmøde
var tillýst: — ipsumque, si reciperet, execratus — (Saxo p.
673). Thinget blev tvivlrådigt ved denne udtalelse, men noget
senere fik Sven dog en mand ved navn Sten til at give ham
kongenavn, og flertallet stadfæstede dommen.
Også denne handling foretoges ved våbentag, idetmindste
i Norge. I kong Sverres saga, der som bekendt er skreven
af en samtidig, ja endog under kongens umiddelbare tilsyn,
fortælles, at han toges til konge på Eyrathing ved Nidaros:
þa var Suerri konongsnafn gefit a þessu 8 fylkna þingi ok
dæmt með vopnataki ok honum suarit land ok þegnar eftir
fornum landslogum (Flateyjar bók II 548). Endel lignende
tildragelser forbigår vi (Gr. s. 67 f.).
Hvad der således endnu lever i Norge i hele sin kraft i
det 12. århundrede, træffer vi også spor af i de andre
nordiske lande, så der ingen tvivl kan være om, at det jo
oprindelig fandtes overalt. Både navnet og tingen er bevarede
i Skåne ved lovoptegnelsernes tid, da Absalon og Andreas var
erkebisper. Når bonden, siges der, har forfulgt sin tyv gennem
alle søgsmål, uden at denne har villet stå ham tilrette, må
han tilsidst tage hans fred på landsthing: þa far bondæn
hanum friþløso ok uapnætæk ofna bak a lanzþingi, ok førræ ma
bondæn æi friþløsa (Sk. l. 7, 9). Andreas gengiver det ved,
at han dømmes fredløs tam verbis quam collisione armorum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
