Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Våbenéd. Våbentag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et contactu — (7, 6). Senere hen udartede denne skik til, at
bonden „huggede“ den sagsøgte „freden af på landsthing“,
idet han hug i „landsthingsbjælken“ med sit sværd. Da denne
skik i og for sig er meningsløs og kun kan forstås af det
ældre våbentag, er vi berettigede til, når vi møder den
andensteds, at slutte tilbage til tidligere tiders våbentag. Det ses
da, at man både på Sælland og i Verend i Smålandene har
kendt det at hugge folk freden af, og der kan da vel neppe
være nogen tvivl om, at våbentaget har været brugt ikke blot
dér, men trindt omkring i Danmark og Sverig såvel som i
Norge; thi hvad der er overleveret os fra fortiden af skikke
og vedtægter, er så lidt eller så ufuldstændig fremdraget, at
man intet tør slutte af mangelen på udtrykkelige efterretninger
fra alle enkelte egne (Gr. s. 79. 104). Endvidere forekommer
navnet både på Island og i det danske England, hist som
betegnelse for det tidspunkt, da folk tager deres våben for at
forlade althinget, her som betegnelse for et herred; begge steder
vidner navnet alene om den gamle fællesnordiske skik.
Hermed har vi da i alt væsenligt udtømt efterretningerne om
våbentaget, for så vidt som vi har dem af samtidige,
utvetydige og aldeles pålidelige kilder. Vender vi os da til
spørgsmålet om dette våbentags betydning, så må vi strax give
Maurer ret i, at det ikke er nogen våbenéd; en fordomsfri
betragtning af kildernes udsagn er uforenelig med denne
opfattelse; vi mangler edens væsenligste moment, det personligt
absolut forpligtende.
Maurer vender for sit vedkommende tilbage til den ældre
fortolkning: „Ich kann demnach“, siger han, „nicht umhin, zu
der älteren deutung des vápnatak zurückzukehren, und in
demselben lediglich eine form zu erkennen, mittelst deren die
versammelte menge ihre willensmeinung, und insbesondere ihre
zustimmung zu einem ihr zusagenden antrag ausdrückte, also
ganz dasselbe, was die beiden angeführten stellen des Tacitus
in bezug auf die Germanen, und was die gleichfalls
angeführten worte Cæsars in bezug auf die Gallier beschreiben“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
