Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Våbenéd. Våbentag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begyndte at gøre de gamle nationale love til genstand for et
ivrigt studium[1]. Det er da også mere en forklaring af
våbentaget end en lov om anvendelsen, vi her får, men den er ikke
desmindre af stort værd for os. Efter den tilsyneladende
ældste og bedste text hedder stedet således: cum quis
accipiebat præfecturam wapentagii, die statuto in loco, ubi
consueverant congregari, omnes majores natu contra eum
conveniebant, et descendente eo de equo suo, omnes assurgebant
ei. Ipse vero erecta lancea sua ab omnibus secundum morem
foedus accipiebat; omnes enim, quotquot venissent, cum
lanceis suis ipsius hastam tangebant, et ita se confirmabant
per contactum armorum, pace palam concessa. — — Quam
ob rem potest cognosci, quod hac de causa totus ille
conventus dicitur wapentac, eo quod per tactum armorum
suorum ad invicem confoederatæ sunt. Vi vil lade det stå ved
sit værd, hvorvidt forfatteren har ret i sin derivation af navnet,
men der kan ingen tvivl være om, at hans præmisser jo er
facta: således gik det til ved modtagelsen af en ny
herredshøvding, og navnet våbentag brugtes om selve thinget (totus
conventus). Her har vi da et hyldingsløfte, en ed, aflagt ved
de sværgendes eget våben på hovedmandens, her er ingen tre
momenter at adskille som på Eyrathing; thi herredsmændene
bliver ikke spurgte, om de vil have denne høvding, her er kun
tale om at modtage kongens embedsmand (præfectus) og
udtrykkelig anerkende ham, altså det samme som efter
kongevalget skete på de forskellige landsthing i Danmark, det var
kun det tredje af momenterne, de to andre lå i Danmark forud
for hyldingen og var afgjorte på Isøre, i England var de
expederede i kongens kancelli. Altså ikke blot et frivilligt løfte
finder vi vore frænder i udlandet aflægge ved fælles Våbenéd,
også hyldingsløftet, tilsikringen af „gensidig fred“.
Hvem kommer herved ikke til at tænke på Vigges ed til
Hjartvar? Han havde lovet at hævne sin konge og overlevede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
