Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Våbenéd. Våbentag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bretagnerne, da alt syntes tabt, lovede at kæmpe og dø med
deres herre: 300 viri, parati cum W. proeliari et mori,
unanimes ante illum venerunt, judiciumque foederis fideique et
adjutorium more Dacorum facientes, tela mutuæ voluntatis
pacto una concusserunt. Dette må dog antages for andet og
mere end det norske våbentag, man slutter ingen pagt på liv
og død ved en dom, men ved en personlig forsikring og en
hellig ed. På Dudos tid (o. år 1000) var denne skik vistnok
ophørt i Normandiet; men fortællingen gælder en bedrift i
året 930, hvis minde var levende i folket, og Dudo vidste, at
skikken var dansk (nordisk). Vi kan herefter formentlig ingen
somhelst betænkelighed have ved at indrømme, at fælleseden
efter den gamle nationale skik blev aflagt på samme måde
som våbentaget udførtes; i det ene tilfælde berørte
thingmændene dens våben, der først udtalte dommen, hvorved da
denne stadfæstedes; i det andet berørte de hovedmandens
våben og aflagde eden i fællesskab med ham eller efter ham.
I det danske England kendte man våbentaget som navn
på et herred (wæpentak, wæpengetæc), svarende til det
angelsaxiske hundred, en underafdeling af et scir. Navnet må
selvfølgelig være kommen fra thinget og derpå være gået over
til området, som vort „sogn“ eller det svenske „församling“,
og thinget må vel atter have fået navnet af en dér
fremherskende skik, det danske våbentag. Senere tabte dette
selvfølgelig sin almindelige karakter, navnets anvendelse
indskrænkedes til et enkelt tilfælde, og tilsidst forsvandt også dette;
de lovkyndige søgte da at finde en rimelig forklaring til navnet
på egen hånd, ligesom man på Island overførte det på en
ganske anden handling.
Den ældste fortolkning findes i et lovstykke, der kalder
sig „Edward Confessors love“, men anses for at tilhøre en
ikke lidet senere tid, da man efter Normannernes erobring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
