Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeviser om historiske personer. I. Valdemar Sejr og hans dronninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vi kommer endelig til visen om dronning Dagmars død.
Her er alt samlet, hvad der findes af yndefuldt, rent og godt
i de andre, sangen hviler i den vemodige stemning, som ligger
over enhver kvindes død fra sit spæde barn og fra den mand,
hvis glæde og lykke hun har været, og gennem hendes
ængstelse skuer vi frem over de tunge dage, da Bengerd skal
bringe ufred ind i kongens hus og hendes sønner fordrive
den førstefødte broder fra sin arv og odel. Og dog kommer
denne tanke ikke til at beherske den skønne digtning, den
forhøjer kun følelsen af den tyngende sorg i selve hendes lidelse
og død, der fra først til sidst gennemtrænger sangen og idelig
vender tilbage i omkvædet: „udi Ringsted hviles dronning
Dagmar“[1].
Man kan vel sige, at få af vore viser i samme grad som
denne har formået at fængsle alle tider og tiltale enhver
tilhører ved sin umiddelbare skønhed, sin gribende sorg og
sin rørende enfoldighed i skildringen. Denne dronning, der
som blomstrende brud kun havde tanke for de ulykkelige,
hvis første bøn var at løse alle bånd, — hun er nu selv stedt
i den forfærdelige nød, der er slægtens forbandelse; enhver
følger skildringen af hendes sidste øjeblikke som man følger
alt hvad der er ædelt og uskyldigt i lidelsen.
Der hersker megen forvirring i spørgsmålet om, hvor
digteren har tænkt sig Dagmar dø og kongen opholde sig, da
han modtog efterretningen om hendes sygdom. Vedel lader
hende som bekendt ligge syg i Ribe, medens kongen kommer
fra Skanderborg; men dette sidste er en vilkårlig forandring
af visens ord, der har „Gullandsborg“, et sted som Vedel
kunde indsé måtte være senere indbragt i visen, da Gulland
endnu ikke var dansk i Dagmars tid. Men selve det
håndskrift af visen (Svannings), som har navnene Ribe og
Gullandsborg, røber, at stednavnene oprindelig var andre, ved at lade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
