Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. To viser fra Valdemar Sejrs tid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gangere og de 50 tjenesteheste, beregnedes henholdsvis til 10
og 5 mark, svarede hele summen altså omtrent til et antal
af 5000 gangere eller dobbelt så mange arbejdsheste.
Kong Valdemars tilfangetagelse blev meget forskellig
bedømt, som det jo sker med enhver politisk begivenhed af så
indgribende betydning; fra dansk side ansås den for det største
niddingsværk, fra tysk for en heltegerning af første rang,
hvorved det store romerske rige befriedes fra sin undertrykker.
Den foreliggende vise ser ikke sagen fra dette standpunkt;
ligesom den nys omtalte holder sig fjernt fra enhver udtalelse
om hvem der havde ret eller uret, holder den sig til den rent
menneskelige side, den hjertelige opfattelse af tilskikkelsen,
som den traf det danske folk og dets elskede konge, og
ligesom hin udbrød i klager over tabet, således genlyder denne af
glæde over tilbagekomsten.
I hele sin fremstilling af den historiske begivenhed er
digteren aldeles vilkårlig, han overdriver efter en storslået
målestok, der for os giver visen præg af at være opstået
længe efter begivenheden, da denne var blandet sammen med
andre eventyrlige sagn. Når der således siges, at kongen
herskede over syv riger, de tre nordiske, England og Skotland,
Valland og landet nord for Elbe, og når der fortælles, at han
sad i fangetårn på niende år, så synes jo en samtidig digter
ikke at have kunnet fremsætte noget sådant. Men hvorledes
kan en lyrisk skjald som Kingo den ene gang efter den anden
tale om de „salte tårebække“, som han græder, og i det hele
bruge billeder og udtryk for sine følelser, som går så langt
ud over det virkelige og naturlige? Hver tid har i den
henseende sin egen smag, og middelalderen holdt af i den
fortællende digtning at bruge udtryk, der for en prosaisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
