Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI. Liden Kirsten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
liden Kirsten, da hun lå for sin broders fødder, alle græd og
hun føler, at Valdemars sind vil formildes, om også Sofie vil
ynkes over hende, om hun, der anklagede, også vil bede for
hende; men Sofie er ubønhørlig ligesom Loke, thi ham var
det, der sad i kvindeham for at fuldende hvad han havde
begyndt på gudernes thing ved at give Høder misteltenen;
hun har ikke i sinde at bede for en slegfred, end ikke da
blodet flyder af den mishandlede pige kender hun til skånsel,
end ikke tanken om, at det var hendes broder, som førte
hende i ulykken, kan formilde hende, hun skyder hende
fra sig med sin fod, og kongen slår det sidste fortvivlede
slag, angest for sit eget værk, for på én gang at udslette
dets spor.
Det er ikke uden virkning, at digteren fortsætter sin sang
ud over liden Kirstens død, stemningen afdæmpes og vi
forsones nogenlunde med det skete ved at se Valdemars anger
og dronningens straf. Sofie vedbliver at være sig selv lig,
hun vil have hende lagt under Ribe gade; men kongen har
tænkt det anderledes, hun skal føres til klosteret og finde
fred i døden efter sin forspildte ungdom. Hun var jo ikke
uskyldig, lige så lidt som Tovelille, thi kun den, hvis sind
alt er besmittet, kan lokkes ved runernes magt; men hun var
dog så let at undskylde og tilgive, nu da hun havde lidt den
skrækkelige straf, da hun midt i sin angest havde følt, at
ingen hernede nu mere „undte hende vel“, og derfor havde
givet sin sjæl til den rige Krist. Hendes straf var
ingenlunde uhørt; thi det var gammel skik i Danmark at gøre den
faldne mø til trælkvinde, og trællens straf er det at „miste
sin hud“ under svøben; endnu langt ned i tiden lod adelige
forældre deres døtre „indmure“ (i fængslet), når de havde
gjort slægten skam. Og Valdemar vil ikke fra først af dræbe
sin søster, det er de senere opskrifters fejl at have opfattet
det således; han vil tugte hende, men han henrives af sin
vanvittige hidsighed, da han ser Sofies kolde foragt for hende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
