Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Efterretninger om Danebroge i det 15. århundrede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De samtidige kilder véd intet om et sådant ran, der i
sig selv er aldeles usandsynligt. Kong Erik forlod landet i
foråret 1438 og gik til Gulland; først i den næstfølgende
sommer blev han undsagt og hans søstersøn Kristoffer
indkaldt. I undsigelsesbrevet fremføres der ganske vist en klage
over, at han har ført rigets skat bort, men den lyder kun på
„rigens skat og klenodje, som i løbet af en lang årrække før
hans tid var bleven samlet af konger og rigets forstandere på
rigets vegne og til dets nytte og behov“. Denne bortførelse
knyttes ikke til noget bestemt tidspunkt, men omtales før den
sidste rigsdag i Vordingborg, på hvilken han havde været
tilstede. Kongen svarede med et tilbud om at lade fire
navngivne mænd, som han formodede havde kendt dronning
Margretes klenodjer, komme til ham for at forvisse sig om, at alt
hvad han havde hos sig af klenodjer, var anskaffet af ham
selv eller arvet efter hans afdøde dronning. Hvad
pengeskatten angik, da kunde de gennemgå rigets regnskaber for at
overbevise sig om, at han i fuldeste mål havde brugt rigets
indtægter til dets eget tarv[1]. Som det vil ses, er der her slet
ikke tænkt på andet end penge og penges værd; ingen
beskylder ham for at have bortført rigets banner eller dets breve,
således som det også senere berettedes både om ham og kong
Kristian II [2].
Tilbage bliver da kun det mærkelige faktum, at Kristen
Pedersen, der jo var kanik i Lund, kunde være uvidende om,
at Danebroge først i hans egen tid var gået tabt i Ditmarsken,
hvis dette virkelig havde været tilfældet. Dette forekommer
da også Dr. Petersen så utroligt, at han væsenlig herpå støtter
sin påstand om, at hin originale fane alt dengang forlængst
havde været tabt eller opslidt: „thi hvorledes kunde en sådan
begivenhed være gået hans øre forbi?“ (s. 52). Hertil må
dog bemærkes, at det ikke så sjelden kan være utroligt, hvad
ellers kyndige folk er uvidende om, men at man ofte nødes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
