Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Efterretninger om Danebroge i det 15. århundrede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til at tro det alligevel. Og hvad Kristen Pedersen angår, da
var han ikke nogen særlig kyndig mand. Hans store
betydning som folkelig dansk forfatter ufortalt, må det siges, at
han som historiker er noget af det mest uefterrettelige og
lettroende, vor litteratur kender, og at hans fortsættelse af Saxe
for det meste er en stor fabelbunke. Nogle få prøver, grebne
på må og få, kan vise det. Når ældre årbøger sigter Abels
dronning („en tysk kvinde“) for at have ødelagt kongernes
adkomstbreve på de nordtyske lande, så bliver det hos Kr.
Pedersen til en fortælling om, hvorledes hun tog brevene for
at få fat i de gyldne seglkapsler, som hun rev af — „hun
gemte guldet, for det var dejligt og rødt“ —, medens hun
brændte brevene. Han drager heraf den slutning, at man ikke
bør give kvinder nøgle og gang til sådanne breve, efterdi „de
er gerne løsagtige i hu og hjerte, når de se noget, som dem
behager“ (s. 446). Om Margrete fortæller han, at hun blev
kronet til dronning i alle tre riger; den falske Olav fremstiller
sig for hende i Danmark, medens den rette er i Sverige og
vender tilbage hertil, efterat den anden er bleven brændt osv.
Unionen bliver sluttet på Sælland. Om Erik Glipping og Erik
Menvæt fortælles der de vildeste eventyr o. s. fr. Blivende
værd har denne krønike på grund af forskellige småtræk af
samtidens tradition og da også som bevis på, hvor sørgelig
uvidende selv dannede folk dengang var m. h. t. deres
fædrelands fortid. Men ved at læse blot nogle få sider i den får
man et overvældende indtryk af, hvor umuligt det er at slutte
noget af denne forfatters tavshed.
Det var ikke i og for sig at undres over, at særlig
Danebroge var gået noget i glemme i de to slægtsaldre, som fulgte
efter hyldingen 1448, Kong Erik havde havt sit kancelli og
skatkammer på Kalundborg, og i et fast tårn ved dette slot,
Folen, gemtes endnu rigets breve; men alt Kristoffer havde
flyttet selve regeringens sæde til København. Folen blev
derved i over 100 år et afsides, lidet kendt oplagssted for det
ældre rigsarkiv og hvad der fra ældre tid var bleven gemt i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
