Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Danebroges tab år 1500.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
på Brunkebjerg 1471 var et Danebroge, får vi lade det stå
ved sit værd, om det var originalfanen eller ej, siden det end
ikke antydes i kilderne; men at man ikke betroede den svenske
marsk Nils Stensen denne helligdom på toget i Østergøtland,
er vel en selvfølge.
Hvad der betegner den store forskel på de svenske
krønikers omtale af Danebroge i Sverige og de danske og
holstenske krønikers omtale af det i Ditmarsken, er dette, at de
sidste, uden at nævne navnet, betegner banneret som det
himmelfaldne, som en historisk relikvie, en lykkebringende
helligdom; noget sådant nævnes ikke i Sverige.
Hvad kunde nu give kong Hans anledning til at
fremdrage det gamle flag af den forglemmelse, som tilsyneladende
hvilede over det i de tider? Er der ikke noget påfaldende i
pludselig at se det dukke op, uden at man har hørt tale om
det i 50 år og uden at dets tab gør et stærkt og almindeligt
indtryk?
Anledningen lå imidlertid meget nær i en umiddelbart
forudgående begivenhed i Sverige, der nødvendigvis måtte
komme til kongens kundskab. Da Russerne i året 1495
hærgede Finland, henvendte rigsforstanderen Sten Sture sig til
erkebiskop Jakob Ulfson i Upsala med bøn om at måtte låne
st. Eriks banner på sit forestående tog: „det skulde være vore
venner til en ganske stor trøst og vore og kristendommens fjender
til en stor vantrøst, der rygtet deraf udkomme —“. Tilladelsen
blev given, men ikke uden betænkelighed: rigsforstanderen og
rådet måtte indgå en skriftlig forpligtelse til at tilbagelevere
banneret uskadt, så snart toget var til ende, såvel som at
svare til „al eftertale, som kunde komme deraf af Sveriges
indbyggere“. Endvidere lovede de aldrig oftere at æske og
begære banneret „uden mod Ryssen og den hellige kristne
tros fjender, efterdi at det nævnte banner haver aldrig kommet
fra Upsala domkirke, siden det var der først indkommen“.
Dette måtte de stadfæste med deres ed på helligdommen.
Samme dag, som dette brev udstedtes, modtog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
