Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Slesvigs betydning i den ældre middelalder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hjælpekilder og beundringsværdige energi fik bragt til veje; men det
var dog noget langt mere at være midpunkt i det små end
næsten ørkesløs tilskuer i det store; indeklemt mellem
Flensborg og Kiel sygnede Slesvig hen, og dersom det ikke
samtidig var bleven midpunkt for et selvstændigt hertugdømme,
ligesom det vedblev at være stiftsstad, vilde det sikkert i
fuldeste mål være bleven, hvad Saxe med sin rhetoriske
overdrivelse kalder det: tenuis angustusque vicus.
Som det fremgår af Saxes henførelse af tilbagegangen til
den russiske flådes plyndring 1156, mærkedes den alt i kong
Valdemars første år, da hans og Henrik Løves forenede
hærtog mod Venderne begyndte og da samtidig de saxiske lande
i Lybek fik en længe savnet havnestad mod øst. Alligevel
var Slesvig endnu i Valdemarernes dage en betydelig stad;
selv om én eller to slægtaldre kan knække velstanden, så vil
dens tydelige levninger dog endnu kunne spores i alle forhold.
Således drog kongen i året 1181 efter mødet med kejseren i
Lybek til Slesvig for her at holde sin datters bryllup, og 1218
valgte Valdemar II samme by til højtideligholdelsen af sin
søns kroning og den samling af verdslige og kirkelige
stormænd, som i den anledning mødtes ved hoffet.
Den senere tiltagende tilbagegang fremgår især af
sognekirkernes indskrænkning til det halve antal; i året 1347 fandtes
der kun fire, 1196 endnu mindst syv.
Her støder vi imidlertid på Dr. Hasses kritik af et
faktum, som hidtil med god føje har været anset for uomtvisteligt,
og det bliver nødvendigt at fæste opmærksomheden på dens
enkelte led.
Vi kan fuldstændig slutte os til det ene: at staden i året
1347 kun havde fire sognekirker; det fremgår nemlig tydeligt
af det hos Dr. H. anførte diplom, som nævner sognepræsterne
ved st. Peder, st. Drotten, st. Marie og st. Nikolaj kirker
som rectores ecclesiarum Slesvicensium (s. 17). Derimod turde
det være næsten ufatteligt for enhver læser uden forudfattede
meninger, hvorledes samme forfatter kan overse det tvingende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
