Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Kong Svens privilegier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der siges, „ut argentum civitatis in Slesvicensium sit potestate
et arbitrio, quale debeat esse“; men herved kan der ikke tænkes
på det, vi kalder udmøntning (altså af penninge, den eneste
mønt man dengang kendte); talen drejer sig meget mere om
det umøntede sølv, der brugtes i større omsætninger og toges
efter vægt. Svens benådning er altså slet ingen møntret, men
går ud på at overlade til staden selv at råde for, hvad vi
nærmest vilde kalde dens „prøvesølv“.
Og denne ret holdes endvidere indenfor visse grænser:
„plus solido cupri de una marca nequeat comburi“. „Der
Feingehalt der Münze wird bestimmt, siger Dr. H. i den
anledning (s. 106); im 13. Jahrhundert war das Silber
durchgängig 15löthig, hiernach soll es nicht geringer als 14löthig
sein, und die gleiche Anordnung findet sich: uno lothone minus
valente, — pura preter lotonem —, in den Vergleichen über
die Freilassung Waldemar des Zweiten und seiner Söhne 1225
und 1230.“
Den videre udvikling heraf, som ender med at ansé
stykket i Stadsretten for en agitation for bedre mønt midt i
det 13. århundrede, kan vi spare os, thi forfatteren er alt her,
som enhver dansk læser strax vil se, på vildspor. Den danske
solidus var ikke nogen lybsk solidus og altså heller ikke lig
et lod; kong Svens betingelse for sølvets godhed holder sig
til danske betegnelser: en ørtug kobber på en mark sølv, d.
e. 1/21. Når sølvet altså i Valdemar II’s tid gik ned til at
tåle 1/16 kobber uden dog at tabe retten til at hedde rent
sølv, så tyder hint efter forfatterens theori på en ældre tid.
I alle tilfælde er det noget andet og har intet med
møntklagerne efter Valdemarernes dage at gøre, især eftersom der
slet ikke er tale om mønt, men om sølv.
I „petitio tertia“ er der derimod tale om en virkelig
udmøntning af penge; modsætningen følger allerede med
nødvendighed deraf, at danske penge som bekendt i Valdemarernes
tid kun havde 1/3 af deres nominelle værdi i forhold til umøntet
sølv. Dr. H. har slet ikke fået øje på denne modsætning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
