Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synspunkter for opfattelsen af Valdemar Atterdags og Dronning Margretes historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grev Gert bruger først den gamle form for at grundfæste sin
magt; han lader holde danehof, højtideligere vistnok end det
var sket i mange år, og alle de aftaler, som indleder rigets
opløsning, gøres i den mest bindende form. Det er derfor en
dårskab at ville slette den sønderjydske Valdemar af vor
kongerække; efter formen har ingen siddet på Danmarks trone med
en højere legitimitet. Men dermed er det også forbi. Da
Kristoffer vender tilbage og igen slutter aftaler på kronens
vegne, afløser det ene forlig det andet, og han går så vidt
udtrykkelig at fornægte sin kongeed: „Vi giver for os og vore
arvinger“, siger han, i det han forlener grev Gert arvelig med
Fyn, „afkald på alle senere udflugter og fremfor alt på den,
at det skulde være forment at skille kronens ejendele fra
Danmarks rige.“ Ved hans kort efter påfølgende død mener den
forsigtige greve endnu at måtte holde på de gamle former, i
det mindste for så vidt, at kronen skal have en repræsentant.
Han skyder derfor atter hertugen frem som den, der har ret
til at indløse rigets len: Skåne, Jylland o. s. v. Formelt
består kongedømmet altså endnu, kun navnet bruges ikke; det
afkald, den unge hertug må have givet overfor kong Kristoffer
og hans søn Erik, var faldet bort med deres død, og vi kan
med fuld føje betragte Valdemar som nominel konge i den
ellers kongeløse tid. Et afkald overfor greverne giver han
først ved forliget i Slesvig, kyndelmissedag 1339, idet han
lover aldrig at gøre brug af sin indløsningsret til de danske
lande og med dem at være en fjende af Kristoffers sønner, af
hvilke dengang alt Valdemar kaldte sig konge af Danmark.
Med dette hertugens afkald var i formen rigets opløsning
fuldbyrdet, men heldigvis var dermed også vendepunktet givet.
Man fristes til ved et sådant vendepunkt at spørge: var
det muligt, at udviklingen kunde have taget en anden gang,
end den gjorde, eller forelå der, hvad man kalder en historisk
nødvendighed for omslaget? Jo mere fortrolig man bliver med
historiens virkelige gang, des mindre kommer man til at tro
på den historiske nødvendighed. Disse forunderlige skæbner,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
