Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synspunkter for opfattelsen af Valdemar Atterdags og Dronning Margretes historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lige hensynsløse i de midler, de bruger. Grev Gert havde
benyttet sit lille grevskabs kræfter til det yderste, han havde
brugt søstermandens død i Slesvig til at skaffe sig indpas
nord for Ejderen, og han havde forstået at bruge den unge
Valdemars slægtskab og alle forholdene i det danske riges
ejendommelig opløste tilstand til at skaffe sig den stilling,
han omsider indtog. Kong Valdemar tiltrådte regeringen i sit
fædrenerige med den adkomst, som lå i fødselen; den gav
ham en fordel, som greven selvfølgelig aldrig havde kunnet
opnå. Men i øvrigt brugte han skiftevis de mest modsatte
midler for at nå sit mål, magtens udvidelse uden hensyn til
nogen forud bestemt grænse. Han bortgav Skåne til kong
Magnus, skønt Skåningerne aldrig havde givet ham nogen ret
til at betragte sig som deres konge; han gav Fyn som
arveland til greveslægten efter sin egen slægts afgang, skønt heller
ikke Fynboerne havde kåret ham til konge. Rigets lande var
efter hans første opfattelse hans arvegods, enkeltvis, ikke som
dele af riget, men uafhængigt deraf. Senere krævede han alt
det tilbage, som engang havde tilhørt kronen, ikke blot dens
tabte gods rundt om i landene, men også de tabte landsdele.
Sønderjylland var fra begyndelsen af århundredet udskilt fra
riget som et frit arveland, han tvang det tilbage til
lensforholdet; ligedan gik det med Femern. Skåne havde han selv
overdraget til kong Magnus, men senere tog han det tilbage
som en umistelig del af riget. At dette mål nåedes, var
tilvisse en stor velgerning, om man end må holde for, at andre
midler kunde have ført til det samme mål. Men han kendte
intet til den grundsætning at holde rigernes lande samlede,
når talen var om naboerne. Ikke blot anså han ligesom Erik
Menvæt det tyske rige for opløst, så en tilegnelse af
lenshøjheden over dets lande var en ærlig sag, men han indlod sig
også med største sindsro på en deling af Sverige. Og ligeså
indadtil. Året efter sin tiltrædelse pålægger han sit kancelli
ikke at stævne kirkens mænd for verdslige domstole, „da han
ikke vil, at der ved ham skal indføres noget nyt i riget“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
