Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helgenskrinene i St. Knuds kirke. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fandt sted ved Sævarende i Thy, hvad der i vor tid er bleven
stadfæstet ved udgravninger [1]. Forfatterens meddelelse om, at
Benedikts skrin, dengang han skrev, var i Odense, kan altså
ikke drages i tvivl uden den groveste forsyndelse mod al
historisk granskning.
Knytlinga fortæller imidlertid mere. Efterat Knuds
optagelse er meddelt, fortsætter den: „da blev Benedikt
kongebroders ligkiste tagen op af jorden, og var alle hans sår lægte,
de som havde vendt imod Knud konge“. Mærkeligt nok har
hr. justitsråd Herbst, der ikke tillægger forfatterens vidnesbyrd
fra sin egen tid og i et aldeles konkret spørgsmål nogen betydning,
havt brug for denne legende til deraf at vise, at man
ikke tillagde Benedikt nogen selvstændig helligdom. Men dette
er en stor miskendelse af den katholske verdensorden. Som
„vor frues“ helligdom blegner ved siden af „vor herres“,
apostlenes for Marias, de største protomartyrer for apostlene,
således gælder det overalt i de saliges rangforordning, at
„tjeneren ikke er over sin herre“. Knuds helligdom kan læge
Benedikts sår, uden at derved dennes lægende kraft overfor
andre foregribes. — At selve den naive fortælling iøvrigt
bærer et umiskendeligt præg af at være ægte tradition fra
Odense, vil vel ingen drage i tvivl.
Når det nu imod Knytlingas vidnesbyrd gøres gældende,
at Ælnoth intet véd om Benedikts helligdom, da er denne
indvending i virkeligheden uden betydning, uden for så vidt
som den må bringe os til at drage det i tvivl, om det alt var
kong Erik, som tog ham op af jorden. Der kunde vistnok
nævnes mange exempler fra middelalderen, i hvilke
helligdommens glans først senere fra hovedmanden i et martyrium
bredte sig til dem, der var i færd og følge med ham, ligesom
omvendt en enkelt af en martyrskare senere kunde overstråle
alle de andre [2]. Og Benedikt havde i særlig høj grad stået
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
