Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forliget af 11. Februar 1340
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og skulde hertugen forhandle med dem om det, var det i alle
tilfælde fordelagtigt, at det endnu var meget tvivlsomt, om
han vilde indlade sig på den handel. Vi Jyder plejer at se
os vel for, før vi binder os.
Imidlertid kom hele denne sag jo ikke til udførelse;
greven brød ind i landet med sin lejehær. Om hertugen
forinden er gået fra forliget, og om det da er Jydernes
vrangvilje eller hans egen vankelmodighed, som har været afgørende,
véd vi intet om.
Efter grev Gerts fald trådte den unge konge ind i
hertugens politiske stilling; denne afstod kronens ret til ham og
indløste Nørrejylland for derefter at lade indbyggerne betale
løsesummen og overdrage landet til kongen. Fyn måtte kongen
derimod indtil videre lade greverne beholde som pant, uden
at der var tale om nogen indløsning. Og således fremdeles;
historien efter 1340 er en fortsættelse af den før 1340, kun
at nu kong Valdemar var den overlegne personlighed, som før
grev Gert. Hertugen var af et blødere stof og uden sin frændes
fremragende evner; så meget mere må det regnes ham til ære,
at han frivillig trådte tilbage for ham og hjalp ham til riget.
Den lybske krønike siger: „at hertugen for kongens skyld
påtog sig så vovelige forpligtelser, holdt mange for en stor
dårskab“. [1]
Det forekommer mig således, at der er god sammenhæng
i den fremstilling, jeg i hin anmeldelse i al korthed har givet
af disse forhold, og jeg kan ikke se rettere end at jeg har
krønikers og breves ord på min side.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
