Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Regeringsskiftet 1784. (1888.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det var en selvfølge, at tilværelsen af et sådant kabinet måtte
undergrave både statsrådets og kollegiernes anseelse og
myndighed og umuliggøre al sikkerhed og enhver dybere
sammenhæng i den øverste styrelse.
Guldberg var hverken statsminister eller medlem af noget
kollegium; men han var statssekretær (sekretær i statsrådet)
og kabinetssekretær både hos kongen og arveprinsen. Det var
således ham, der affattede kabinetsordrerne og derved ikke
blot afgjorde alle de sager, som faldt ind under kabinettet,
men også selv bestemte, om hvilke dette skulde gælde. I
årenes løb udvidedes kredsen selvfølgelig mere og mere,
tilsidst gik der næppe nogen dag, uden at de velbekendte ordrer
under det kongelige kabinetssegl fra slottet vandrede over til
kancellibygningen for med enevoldskongens uimodsigelige
magtsprog at gribe ind i forretningernes jævne gang. Statsrådets
betydning sank i samme forhold ned til at være det sted, hvor
de alt afgjorte sager fik deres formelle stadfæstelse.
Kun i én retning vedligeholdt statsrådet i en række år
sin hele indflydelse, nemlig i alt hvad der vedkom forholdet
til udlandet. Dette skyldtes den lige så dygtige som
karakterfaste udenrigsminister Andreas Peter Bernstorff, hvis anseelse
var så stor både i udlandet og her hjemme, at det var
meget vanskeligt at rokke hans stilling i kongens råd. Men
Bernstorff var tillige som direktør i det tyske kancelli en
minister af stor indflydelse i alle indenrigske spørgsmål, og
han søgte så vidt mulig at hævde statsrådets og kollegiernes
betydning overfor kabinettets uberegnelige indflydelse.
Guldberg og Bernstorff kom således til at stå overfor
hinanden som naturlige modstandere. Og dette gjaldt ikke blot
den måde, hvorpå de ønskede den øverste statsstyrelse ordnet
— en styrelse med faste institutioner, eller efter enkeltmands
vilkårlige indskydelse, under påskud af den utilregnelige konges
personlige vilje —, men strakte sig også til hele deres
opfattelse af, hvilke tanker der burde være de ledende for
regeringen indad- og udadtil. For ikke at komme ind på disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
