Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristian VIII og Nordslesvig. (1895.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Først 8. Marts 1844 forelagde kancelliet sin forestilling m. h.
t. det første punkt i denne kongelige ordre; man begyndte
ved denne tid at forberede den forestående stændersession.
Denne forestilling er et omfangsrigt aktstykke, der først
udførlig gentager sagens historie. Kancelliet bemærker
derefter, at stænderne ikke har efterkommet kongens befaling at
angive midler til at sikre de dansktalende medlemmer en ret
til at bruge deres modersmål, således at den tyske
protokolføring bevares, idet flertallet fraråder at anerkende en sådan
ret, medens mindretallet forlanger delvis dansk protokolføring.
Kancelliet må altså selv forelægge et lovforslag, bygget på den
i reskript af 2. Dec. 1842 udtalte kongelige vilje.
Hvad der herved er af overvejende interesse, er
fortolkningen af „dansktalende medlemmer“. Kancelliet fremhæver
stærkt de alvorlige ulemper for forhandlingerne derved at der
skal kunne tales dansk. Faktisk er det så, at et stort flertal
af medlemmerne ikke forstår dette sprog eller har interesse af
at lære det, medens der hidtil ingen medlemmer har været
valgte, som ikke forstod tysk. Da nu dette sprog skal
vedblive at være stændernes officielle forretningssprog, holder
kancelliet for, at dansk tale må indskrænkes til det nødvendige.
Taler en mand altså begge sprog lige godt, bør han ikke helt
efter tykke tale dem begge i flæng, måske efter stemning,
men holde sig til det officielle. Det foreslås derfor at loven
affattes således: [1]
„De medlemmer af den slesvigske
provinsial-stænderforsamling, som ikke tiltro sig at være det tyske sprog
tilstrækkelig mægtige for at kunne betjene sig deraf ved deres
foredrag i forsamlingen, og som af denne grund ved deres
foredrag i forsamlingen ville bruge det danske sprog, have
straks . . . . at tilkendegive deres hensigt.“
Da kancelliet imidlertid måtte holde det for at være
kongens vilje, at hver enkelt skulde have en „naturlig ret“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
