Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forhandlingerne om forfatningsspørgsmålet i det danske monarkis lande 1814 til 1848. (1895.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
regeringens overvejende indflydelse på samme end at gøre dem
til alt det, som de efter deres natur kan og bør være, når
kun man strængt holder dem indenfor deres virkelige grænser.“
Forhandlingerne i kancellikomiteen gav stænderlovene deres
væsenlige præg, men der var dog en række punkter, som
endnu voldte langvarige, tildels livlige forhandlinger, dels i
statsrådet, dels med de indkaldte tillidsmænd, dels ved
fornyede overvejelser i komiteen, kancellierne og statsrådet. Disse
forhandlinger strakte sig over godt halvandet år, en tid, som
forekom forfatningsvennerne at være spildt eller med vilje
forhalet, men som i virkeligheden var vel anvendt og i mange
henseender klarede de spørgsmål, som ved et så
betydningsfuldt vendepunkt i statens styrelse måtte frembyde sig. At
samtidig landets dygtigste hoveder drøftede de samme
spørgsmål i literaturen, var en dobbelt vinding, idet derved den
offenlige opmærksomhed blev vakt og spørgsmålene fik en
yderligere belysning.
I statsrådet fik Stemann med sine mere konservative
anskuelser en afgjort overvægt overfor Ørsted, der ikke var
personlig tilstede; også Otto Moltkes og Høpps indflydelse og
hensynet til de konservative hertugdømmer gjorde sig her
stærkt gældende. Kun prins Kristian trådte ihærdigt i skranken
for Ørsteds liberale anskuelser, men som oftest uden resultat.
Af Ørsteds særlige vota, der for det meste støttedes af
et flertal blandt hans kolleger i danske kancelli, fortjener
adskillige at fremdrages. Således kæmpede han for, at der kun
skulde være én forsamling i kongeriget, da den grund, man
havde til en provinsdeling i Preussen, nemlig landets brogede
sammensætning af gradvis erobrede dele, slet ikke her var
tilstede. Han vilde have retten til at vælge nationalbankens
bestyrelse overdraget til stænderne, idet han gjorde gældende,
at man 1818 kun havde givet den ret til at supplere sig selv,
fordi nationen dengang savnede enhver repræsentation.
Endvidere vilde han have en finansetat meddelt stænderne for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
