Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forhandlingerne om forfatningsspørgsmålet i det danske monarkis lande 1814 til 1848. (1895.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vælges 65 købstadsfolk og dobbelt så mange, 127 (—135),
landbrugere, deraf 51 (—59) godsejere og 76 bønder. Disse
sidste var især overvejende i Nørre- og Sønderjylland. Dertil
kom to præster og en professor i hver forsamling, valgte af
kongen, ligesom i hertugdømmerne de 4 og 4 medlemmer af
ridderskabet (ovenfor medregnede blandt godsejerne) udnævntes
af kongen på livstid; hertugen af Avgustenborg og landgreven
af Hessen fik arvelige „virilstemmer“, henholdsvis i Slesvig og
Holsten, og kongen forbeholdt sig at udnævne indtil 4 større
grundejere i hver af de to danske forsamlinger.
Forsamlingerne skulde ikke deles i kamre eller kunne
skille sig efter stænder; de skulde selv vælge deres præsident
og sekretærer, ligesom de ved frit valg kunde nedsætte
komiteer, som selv skulde vælge formand og ordfører.
Kommissarius skulde deltage i forhandlingerne, men ikke være tilstede
ved afstemninger. Alle beslutninger skulde fattes med simpel
stemmeflerhed, ikke som i Preussen med 2/3 af de
stemmegivende; valgene skulde foretages direkte ved protokoltilførsel.
Disse sidste bestemmelser skyldtes Høpp, medens danske
kancelli her havde fulgt det fremmede mønster.
Med rette fremhævede Otto Moltke som formand i komiteen
i brev til kongen (af 3. April 1832), at man var gået den
vej fuldt ud at give, hvad der var lovet og hvad man kunde
vente. Der var to muligheder, mente han, for fremtidens
udvikling: enten falder den demokratiske urolige tidsånd igen
bort eller den fortsættes i længere tid. I første tilfælde er det
temmelig ligegyldigt, hvad vore stænderanordninger siger, i
sidste er det absolut at foretrække, at de giver alt, hvad der
kan gives, giver det med tillid til folket og således, at intet
mere er at kræve. Man vil ellers straks møde nye fordringer
og måtte gøre nye indrømmelser, og dermed er da al fasthed
Opgiven. Har man derimod givet lojalt, da må ingen rokke
dette. „Således tør jeg, slutter han, ytre den faste
overbevisning, at det er langt farligere for den kongelige avtoritet at
indskrænke de rådgivende stænder i de specielle love ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
