Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
strid, han hævnede Balder og talte lysets sag. — Men alt
dette erindrer han kun som en drøm.
I den tredje sang kommer mindet om det, „som klarede
drømmen“, der selv ikke var nogen drøm, men en virkelighed.
Det var „kærlighedsstrømmen“, „den levende strøm“, der
kvæger ham med sine vande, der bevæger ham dybt i lyst og
i nød, medens hin drøm kun lever i „tankernes strøm“ og
endda kun i levninger af, hvad den var. En underfuld røst
spurgte ham om kristendommens gåder: sjælenes dåb, troen,
håbet og kærligheden, og fædrenes sang om rosen i dale lød
ned til ham fra det høje. Da følte han, at hin tankedrøm var
et tomt bedrag og at hans styrke var brudt, han var som
forskudt „til værre end graven“. Da talte ånden til ham og
gav ham oprejsning, han førte ham i kirke og gav ham den
hellige dåb. Og straks efter pålagde ånden ham „at forkynde
over land“, at dåb og nadver kan frelse fra døden; han er
båren til kamp og skal bære sværdet, der sårer og læger, som
han selv er bleven såret og lægt. Og nu udbreder han sig
om denne kamp, der skal føres for ordet, således som det
forklaret opstår af skriften; han skal vidne om, hvad han selv
har oplevet, og se på tidernes tegn; men ej må han forvilde
sig bort fra sandhedens lys og stirre på myternes billeder, der
højst er et genskin heraf. Således talte ånden til ham, da
han sad med biblen foran sig, og han gjorde det løfte at yppe
striden, som det blev pålagt ham.
Så „tog han sit stade“, hvor Gud gav ham det, i Luthers
halv forglemte lære, ved hans sjunkne grav. Og nu udfører
digteren led for led, hvad han den gang pegede på i ægte
luthersk ånd: kirkehuset, hvis træværk var brændt, mens
grundmuren holdt; harpen (salmesangen), hvis guldstrenge vel var
kastede på bålet, men klang klarere efter udglødningen;
lærebogen, som han skrev; barnet, som han avlede (menigheden);
nadverbordet med skriftemål og brød og vin, som Herren har
forjættet ikke blot her nede, men også i det ny Jerusalem.
For dette drog han i leding, med tunge og med pen, i kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
