Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og i skole; med åndens myndighed dømte han det vrange og
berømmede det gode, vennerne lyttede med glæde, men
fjenderne fnøs og bævede. Således satte han sig til doms i sin
verdenskrønike.
Han lod det dog ikke blive herved, men i stille timer så
han et lys opstige af „bogen“, lysengle neddale til ham,
„danebrogs duer“, med hvide vinger og højrødt bryst, — da
så han tidernes hav foran sig og mærkelige skygger glide hen
over det som svaner. Ikke sammenblandede han det med det
evige, det usvigelige; han vidste vel, at det kun var
drømmesyner, dunkle for de fleste, men dog af højt værd. Thi
dyrebare skatte ligger begravede under muld og i havets skød,
mest på de uanselige steder, — det kendes af blålysene, som
brænder over dem. Ingensteds så rige som i Danmark, hvor
hav og land går i ét, hvor kridtklinten tyder på den
hemmelige skrift i dybet. Hvad der således båres ham for, det
knyttede han sammen i vers om vore henfarne konger og
helte, i den bog, som han kaldte „Roskilde-rim“. Nu leger
han med navnet: disse „rim“ er som „rimen“ på blad, frosne
tanker og drømme, en dunkel tale, — en gang skal danske
ungersvende opløse dem til „Roskilde vand“, så de klarlig skal
vælde frem som fra hin hellige kilde i mindernes by ved
Issefjord.
Den fjerde sang skildrer nye anfægtelser. Midt i hans
glade drømme kommer duen fra lyshavets egne; forud for den
går en tårestrøm, stævnet mellem dem bliver en
„tusmørkestund“. Duen bebrejder ham det rastløse arbejde med Luthers
og med Nordboernes minder; han er som den utro husholder,
der købte sig gode venner af sin herres gods for at få det
igen. Dog vil den ikke unddrage ham sin fred, kun at han
mindes, at ét er fornødent og alt det andet tvivlsomt og
menneskeværk. Da sad digteren nedknuget i følelsen af sin
forkrænkelighed, i tårer og tusmørke; men da duen vilde
forlade ham, greb han den i sin vånde om vingen og besvor
den at høre hans forsvar. Vel véd han, at kun én er god,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
