Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men i andre timer kommer anfægtelsen: har han kald til
dette dommerembed og er han salvet til profet? Gør han ikke
bedre i at sørge for sin egen salighedssag og for sine brødres
omvendelse? I tunge timer gennemtænker han dette; han
pålægger sig selv at være varsom, at undgå forargelse, stadig
at mindes „tonen fra det høje“, — men han skjuler ejheller
for sig selv, hvor vanskeligt det er. Og da han dog ikke
kan tie eller aflade fra sine drømme, føler han midvinterens
og nattens kulde omkring sig, livets forkrænkelige kår.
I den femte sang løses denne tvivl, og den mørke nat
føder en livsalig morgenstund.
Digteren går atter ene omkring, i natten, men i månens
klare lys, hans længsel rører sig efter de høje bjergtoppe,
mellem blånende skyer, i dagens første gry. Da kommer Odin
igen til ham, men nu som „Nornegæst“, den eventyrlige helt,
der levede med sagn og sange fra oldtiden og endte med at
tage dåben. Han fører ham på sin ganger over Nordhavet til
den norske lønkirke, indviet til St. Mikael, over hvis buer
kongegravene er kastede i en herlig hal. Men medens han
på hint første ridt sad under gudens kappe, er han denne
gang fri og ser ud over vejen, og medens han dengang
dvælede i den skumle kirke, føres han nu op til kongegravene.
Nu så han da som i en drøm de gamle Norges helte sidde
for borde, Olaver og Haralder og den gæve Hakon
Adelstensfostre, med Tormod og andre skjalde. Han taler til dem og
minder denn „i Snorresprog“ om gamle bedrifter, og det
forekommer ham, at de svarer med et smil og et nik. Men da
luen nu slog op fra hallens brede bål, så han med sorg, at
det var døde mænd, og at det usikre månelys have dåret
ham. Trøffende kalder han sig ved denne lejlighed
„vanrådeskjald“ efter Islændingen Halfred Ottarsøn, der efter dåben
kvad de mærkelige vers om sin aldrig helt undertrykte
kærlighed til Odin og Freja.
Men den levende lue baner vej for en kvinde, som stiger
frem fra dybet, bleg om kind, men med friske kærminder i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>