Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men Gud har givet ham sit ord på livet og kan ikke nu
nedstøde ham til døden. At tie og våge uden nogensinde at
trættes, det er ikke givet os mennesker. Gud véd, at han
foretrækker selv den ringeste plads i riget for den højeste i
verden; han har set, hvorledes han er bleven forladt for rigets
skyld, hvor ensomt han færdes, medens ingen under ham vel;
men han véd også, hvad det er, som i løn har kvæget hans
sind og hjerte: de mægtige syner af Nordens kommende
troshelte, det opløftende skue af fædrenes bedrifter, som spåede
kommende stordåd. Ikke har han sammenblandet det med de
usvigelige sandheder, men han tror dog, at det lys, som
opgik for ham over det jordiske, stammede fra skriftens ord.
Skal dette da formenes ham, da synes livet ham at være
uden værd, han kan ikke slippe det jordiske håb. Overfor
denne tale giver duen efter: „velan! du har vundet“. Vil han
ikke „udvige“, kan han ikke følge det ypperste råd, „at gå
ud og tie stille for Gud“, da bliv og fortsæt det forkrænkelige
arbejde. Men for at hellige det lader duen ham beholde den
fjer, han holder i, til dermed at skrive, hvad han vil have
frem; af den vil toner fra en anden verden lyde ind i hans
arbejde og møje, så det alt bliver til Herrens ære. — Dermed
svang den sig op og forsvandt for hans øjne, og han sad ene
tilbage, — i den samme nat, den samme midvinter, som
betegnede he]e hans ungdomsliv.
De to sange (3—4) udgør tilsammen en helhed, de skildrer
samme tidsrum, men i dets modsatte stemninger; det var af
disse to sange, digteren dannede sit „forspil“ til „Sangværket“.
Fra primsigningen er han nået til dåben, den levende
kærlighedsstrøm har grebet ham, og han går ud at forkynde
evangeliet; men han opgiver dog så langt fra historien, at han
tvært imod nu sætter sig i dens dommersæde for at dømme
de fremfarne slægter ud fra skriftens lys, medens han tillige
tror at skimte store varsler om Nordens folk som det udkårede,
det, som kan stå mål med de store krav og derfor en gang
skal have forjættelsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
