Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham for tung“, den seje ligegyldighed kunde han ikke
overvinde. Da klang hans pen, som duen havde forjættet, og
atter gik han trøstig til det mødefulde værk, indtil dagen
gryede og han kunde slukke de kunstige lys, der brændte
over bogen. Da løstes nattens gåde for ham, og vandet
forvandledes til vin; da forstod han, at det ikke er dårefærd
kunstig at gøre vin til vand, thi ligesom hvedekornet skal forgå,
må vinen opløses for at optage alt i sig. Da så han også
forjættelsen: de fiske, som bliver til fugle, svanerne, hvis vugge
er havet, men som søger deres grav i himlen, svanerne, der
kun har „barnlige sukke“ på bølgerne, men med en herlig
sang flyver ind i paradis.
Dette er da tanken i den hele sang: modersmålet er et
levende, bølgende sprog, herligt i gamle sange og salmer,
herligt som livstankernes uopslidelige klædning; men det er i
fare for at dø i skolesprogets „stavnsbånd“, det ligger i dvale
under kundskabens træ, ja det fristes til at myrde sine egne
børn. Hans opgave har det været at „løse stavnsbåndet“, at
lade folkemålet komme til ære og værdighed, den folkelige
skæmt, det folkelige vid og det brede, levende udtryk.
Trælsomt var det at udføre, da ingen skønnede på hans møje, men
han vandt dog over det, i fortrøstning til, at der måtte være
velsignelse i denne gerning, at gå ind i bondens stue og tale
hans eget sprog. Nu er det tilendebragt; dagen gryr, han ser
i ånden, hvorledes dette værk en gang skal krones, hvorledes
den danske almue en gang skal hæve sig, netop fordi han
dalede i sin høje flugt og satte sig i dens midte.
De to sange udfylder hinanden; de omtaler det samme
værk, men medens den første ser på det historiske indhold,
dvæler den anden ved sprogets ejendommelige dragt. Der er
næppe tvivl om, at dette sidste især har ligget digteren på
hjerte, og at han her når højest i tankernes flugt og billedernes
rigdom, ligesom han her hæver sig til et stort profetisk
fremsyn over hele sin følgende livsgerning. For så vidt er denne
sang kernen i den hele digtning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
