Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
folkelige helte og det hjemlige sprog går han nu videre ud til
hele slægtens fortid og fremtid.
Når Gud har set i nåde til det danske folk og sendt
helligdomsvandene til vore strande, da var det på hendes bøn,
da „fremmede han hendes vilje“, som det hedder i visen. Thi
hun satte sit håb til ånden, hun holdt dåben hellig og drak
paradis-vinen; men „hvad hjerterne søge, det finde de vist“,
og „som hjerterne bede, så bølgerne gå“.
Og langt, langt går hendes længsel tilbage, alt fra vuggen
søgte hun „de levendes land“; det var jo hende, som ikke
lod skjalden få hvile i kærmindelandet, men vilde over gærdet
og vilde have sin vugge flyttet. Som dansk folkemoder
nedstammer hun fra Noa, og hans ord gemte hun gennem tre
tusind år i sit hjerte: det er bedre at følge den rullende bølge
fra de levendes land end at bygge på den faste jord. Han
lod sig jo i arken bære op til de højeste bjerge, mens jorden
lå begravet i afgrunden og bølgerne sønderslog de grundmurede
haller og alt menneskeværk; da lod Gud igen den blomstrende
ø opkomme, og mennesket fornyede sin pagt med stjernen om
at søge tilbage til hjemmet, — men også syndefaldet
fornyedes.
„Ja, let er din gåde at råde“, udbryder digteren til
havfruen: du skal ved dommedags gry hæve dig mod det høje
som gennem ildsluer, medens jorden, udglødet som guld, smykker
sig til et dejlighedshjem. Du hørte med dine mange brødre
(de andre folkefærd) de hellige sange, som stammefaderen sang:
om at følge de rullende bølger til hjemmet, det hjem, hvor
guldet ligger som rav og danner højaltre, og hvor føniksfuglen
ofrer sig selv, — paradisets have.
Hun stod på Libanonskoven og stirrede ud mod vest
over havet, hvor himmel og hav gik i ét, hvor solen gik til
hvile i bølgerne: dér, mente hun, vilde hun finde det søgte
hjem, og med glødende kinder udspændte hun sine hænder,
der blev fjerklædte vinger og bar hende langt hen over sø og
land. Rige vingårde bredte sig under hendes flugt, men hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
