Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
må han gemme for sin søn. Så tænkte han da igen på at
bryde op, men hvorhen? Hvor skal han kunne finde ørenlyd
for fædrenes røst og for kirkens salmer, hvis ikke dér, hvor
han selv fik øre for dem?
Han går nu helt ind i sine egne personlige forhold og
fortæller om den gamle pige Magdalene i Udby, der sang
salmer, da han var så lille som den søn, han nu har på
skød; hun var en svag stakkel, som hans fader gav nådsens
brød, men af hende lærte han sprogets fyndige ord, således
som de nu står i krøniken, og hendes navn skal ihukommes
med den.
Det er da en lykke at kunne genopvække i det mindste
noget af fædrenes liv, og kom han selv end ikke videre end
til et mægtigt råb, så står nu dog ved hans side den mand,
hvis stilfærdige tale ingen kan modstå (Ingemann); så længe
han er i Danmark, vil Grundtvig også blive her, men med
ham vil han forlade det.
Men atter forsikrer han, at han ikke mener det så ilde,
de vil ikke gøre vor moder den sorg: nej, da Ingemann var i
udlandet og fandt sig vel dér, og da Grundtvig sad i graven
(med krønikerne), da sørgede hun svarlig: nu er de atter
hjemmestedte.
Og han ender denne sang med et skønt billed af
modsætningen mellem dem. Han stirrer ud over havet, der
omringer de danske lande, og bølgerne fremtræder da under
billed af de blå løver i kongeskjoldet, rigets faste værn.
Løverne træder da her i steden for havfruen, Sigrid, og han
finder en stadfæstelse derpå i ravhjerterne, der omringer dem
i skjoldet, skønt de er et kvindesmykke. Også de har af
jætten været skjulte „som gnisten i flinten“, ligesom Sigrid,
men er nu udfriede ved det dagslys, der har løst alle bånd.
De hilser digteren med et „vel mødt under klinten!“ og i
forening dækker de kridtets hvide glans over dens sorte striber [1].
„Vel mødt, under klinten!“
de sjunge lidt hult, —
som gnisten i flinten o. s. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
