- Project Runeberg -  Historiske Afhandlinger / Fjerde Bind /
27

(1898-1899) Author: A. D. Jørgensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peter Kristian Koch.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

forfatning, medens han frygtede en tilslutning til kongeriget, hvis
stænder 1660 frivillig havde opgivet al deltagelse i
lovgivningen. Hans harme over den danske bevægelse, der stadig
pegede over mod kongeriget og holdt på kongens personlige
magt som det eneste værn imod de tyske regeringsmænd,
kom derfor stærkt til orde i den første tid; han var blandt
dem, som med størst lidenskab søgte at bandlyse ordet
„Sønderjylland“ og alt hvad dermed stod i forbindelse.

Men „Danevirkes“ fremkomst og den hjemlige tone, som
her kom til orde, det simple og klare i dets fordringer, kunde
ikke længe forfejle sit indtryk på en så rettænkende mand;
han stemte alt 1838 for forslaget om dansk retssprog og kom
derved i en endnu skarpere modsætning til hertugen af
Avgustenborg, end han alt forhen havde været. Den
brevvexling, hvori han stod med Orla Lehmann, blev altid livligere,
han begyndte at øjne en mulighed for en fri forfatning i
Danmark, til samme tid som udsigterne blev stadig ringere for
Holstens vedkommende, der hindredes af sit forhold til det
tyske forbund.

Hjort Lorenzen stod ikke alene, han var byens
stænderdeputeret og mange var stærkt påvirkede af ham; hans kontor
var samlingsplads også for omegnens politikere, blandt hvilke
den unge bonde Lavrids Skau fra Sommersted uden
sammenligning var den betydeligste. Omslaget i hans opfattelse af
forholdene mærkedes derfor snart og havde vidtgående følger.
Det blev sagt Koch, at han havde udtalt sig med stor
bitterhed om de tyske partiførere, særlig hertugen, som var
danskhedens værste fjende; han gik derfor en dag til ham og blev
meget venlig modtagen, skønt de ikke hidtil havde hilst
hinanden på gaden. Fra den tid af kom de jævnlig sammen,
dels på deres spasereture, dels i Kochs hjem, og Hjort Lorenzen
forberedte nu sit offenlige brud med de tidligere forbundsfæller.
Dette foretoges den 14. Avgust 1840, idet han ved en offenlig
erklæring nedlagde sit mandat som deputeret for Haderslev;
året efter lykkedes det at få ham valgt i Sønderborg.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:34:33 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/adjorgen/4/0027.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free