Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fredrik Barfod, født den 7. April 1811.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ret; hvad det hele taber i sammenhæng og oversigt, vinder
det enkelte i klarhed og styrke.
Denne slags historieskrivning svarede til Fredrik Barfods
egen personlighed og var ingenlunde nogen tilfældig form.
Ejendommelig og udpræget, som han var i tænkesæt, sprog og
udtryksmåde, måtte han foretrække at lægge hovedvægten på
det personlige forhold, i hvert øjeblik ligesom at stå overfor
en enkelt tilsyneladelse i historien, uden at forstyrres af andre
hensyn i fremstilling og bedømmelse af den. Skønt han
tilvisse i høj grad gjorde brug af de videnskabelige hjælpemidler,
var han dog ikke i snævrere forstand videnskabsmand, vilde
ikke være det, eller gælde derfor. Historien var for ham først
og fremmest de henfarne slægters eftermæle, historiefortællingen
en taknemlig ihukommelse af det store og gode og en dom
over det forkastelige. Og dette eftermæle lyder hos Barfod
med en stærk klang. Han yder sin tak i varme og hjertelige
ord, og han udtaler sin dom med myndighed. Det er
„Fortællingernes“ styrke, som det er deres svaghed, at forfatteren
står på sit faste stade, ser på det hele med sine egne øjne
og dømmer en endelig dom. Det har sine misligheder således
overalt at komme til en bestemt opfattelse, ofte på grundlag
af højst mangelfulde og usikre efterretninger, altid under
forudsætning af, at man selv opfatter folkets tarv og tidernes
skiftende opgaver på den ene rette måde; men det giver på
den anden side fremstillingen en ro og ensartethed, billedet en
sluttet sikkerhed, sproget en fyndighed, som fængsler læseren
og efterlader et dybt og varigt indtryk.
Barfods fortællinger er derved blevne hvad man kalder
en „partisk“ fremstilling, de er utvivlsomt fremgåede af en
ensidig opfattelse af vor historie og de hovedkræfter, som har
dannet den, og denne ensidighed har efter sagens natur sat
dybe spor i mangfoldige enkeltheder.
Bogen er et indlæg i vor udvikling, ikke en uvildig dom
over den. Men netop derved er den selv bleven en historisk
begivenhed, et led i vor udvikling, og det skal nok en gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
