Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Sønderjyllands særegne plads i vor historiske udvikling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig til verdens ældste og rigeste kulturlande. I denne
beliggenhed og dette forhold har landet og befolkningen sin
tusindårige historie.
Forholdet var og måtte med nødvendighed blive et
dobbelt, tiltrækkende og frastødende, optagende og afværgende;
således har det været fra de ældste tider indtil vore dage.
Sønderjylland var det sted, hvor den fremmede kultur
først omsattes i en nordisk form. Således alt ved
kristendommens indførelse. I over hundrede år var Slesvig og Ribe
udgangspunkter for kirkelærens forkyndelse, før den kunde slå
rod længere nordpå; men i den tid måtte den antage nordiske
former og vænne sig til den danske tunge. Ligeså i
middelalderen. Her var det Knud Lavard optog den store verdens
sæder, og herfra trådte Valdemar Sejr i berørelse med sin
samtids store brydninger. Det samme kommer igen i
reformationen, som først udformer sig i Haderslev, og det synes
mere end en tilfældighed, at den første digter, som med
selvstændighed optager den nyere tids poetiske former fra
Tyskland, Andreas Arrebo, udgår fra hertugdømmets ejendommelige
påvirkning. Så har vi det attende århundrede med den
pietistiske retning i modsætning til Holberg og den vestevropæiske
indflydelse: salmedigteren Brorson, og senere Evald, hvis
barndom og første udvikling har præg af grænselandets særlige
stilling.
Den sidste repræsentant for denne retning i vor literatur
var biskop Martensen; man kunde i en vis forstand kalde ham
„den sidste Slesviger“. Med noget nøjere kendskab til
Martensen vil man have følelsen af dette ejendommelige, den
inderlige fortrolighed med det tyske åndsliv, trangen til stadig
at fordybe sig i det og søge berigelse af det, men båren af
en dyb og stærk dansk nationalfølelse. Hvilket stort folk
vilde vel vrage en sådan nuance i sin egen karakter, en sådan
berigelse af det mere typiske? Det er en bitter frugt af den
åndelige fattigdom, at den som har lidet, ham skal endog det
lidet fratages, medens den som har meget, altid får mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
