11 sig til Herren som en Guds naziræer, skulde han afholde sig fra sterk drik (4 Mos. 6, I—4).1—4). Eksempler herpaa er Samson, Samuei, Daniel, Johannes Hen døber osv. Moseloven satte endog dødsstraf for drukkenskab (5 Mos. 21, 20—21). Det lille afholdssamfund Rechabiterne faar en særskildt forjættelse fra Herren, fordi de holdt sin stamfaders bud om ikke at smage vin. (Jer. 35, 6. 18— 19. Paaskelammet i det gamle testamente skulde altid ædes med usyret brød og bitre urter. Vinen, som tildels benyttedes og ofredes til Herren, synes derhos at have været ugjæret, hvorfor ogsaa orthodokse jøder i vor tid næsten uden undtagelse druser ugjæret vin ved paaske festen, ofte lavet af ferske rosiner. At det var ugjæret vin ("vintræets frugt", druesaft), Frelseren dråk med sine disciple, og som han benyttede ved indstiftelsen af den hellige nadvere, er høist sandsynligt (Math. 26, 29; Mark. 14, 25; Luk. 22, 18). De første kristne drunte ogsaa regelmæssig ugjæret vin ved nadveren. I det nord vestlige Europa derimod, hvor vindruer ikke vokser, og hvor det at den grund var vanskeligt at faa leret vin, blev det mere almindeligt at bruge berusende vin ved nadveren. I vore dage har imidlertid flere kirkesamfund vendt tilbage til druesaften. Mon ikke ogsaa vi luthe ranere mere almindeligt burde gjøre det til en regel at bruge kun ugjæret vin ved veren? Men afholdssagen er selvfølgelig ikke afhængig at spørgsmaalet om gjæret eller leret vin. Om det var gjæret eller ugjæret druesaft, Frelseren benyttede ved indstiftelsen af nadveren, eller Het var berusende vin, han lavede i brylluppet i Kana, er forsaavidt af ganske liden betydning for selve sagen. Den har god grund i Guds ord alligevel. Afholdsarbeidet er ikke grun det i løse paastande om ugjæret vin, eller at det skulde^være synd "i og kor sig selv" at nyde berusende