109 land under skin af at vise dem himmelen. Om en liden stund Bkal vi høre, at "civilisationen" har ødelagt Hova racen paa Madagaskar. Det er en "civilisation" af rum og krudt, ikke al kristendom. Dog med disse eksempler for os, — med Indien* hvor det engelske eksempel har gjort et tusende drankere for hver kristen, det har omvendt, — med Kina, hvor mere end tusende indvaanere hver dag dør den skrække ligste død, myrdet af britisk opium, paatvunget dem ved kanonernes torden, — med Sydhavsøernes befolk ning bortraadnet af usedelige sygdomme, som kristen hedens B^mNnd har efterladt sig (den eneste undtagelse er øer, som ingen havne har, hvor skibe kan ligge), — med drikketrafiken drivende sine ødelæggelsens furer ikke alene gjennem kristenheden, men gjennem den ny aabne mark for modtagelsen af Guds riges sæd i Asien og Afrika, — med alle disse fremstillinger af den sata niske magt, understøttet af menneskets egen onde til bøielighed og den gridske begjærlighed efter vinding, — med alle disse fakta fremfor sig, fremstiller dog blød agtige prædikanter, der uddeler et evangelium af laven del- og rosenvand, glødende billeder ak en kommende herlig tid^ og fortæller os, at verdens omvendelse er nær forhaanden! Kjender saadanne mennesker stort til verden eller til omvendelse? Eller raaber de fred og tryghed, naar fordærvelsen hastig skal staa over dem?" Der kunde anføres lignende udtalelser i det uende lige, men ovenstaaende faar være nok. Missionærerne klager alle som med en mund over, at den største hin dring for evangeliets annammelse blandt hedningerne er netop brændevinet og saakaldte kristnes ugudelige eksempel. Det er heller ikke at forundres over, om hedningerne betakker sig for at blive kristne, naar de ser, hvorledes mange kristne bærer sig ad, og husker