sig ud af Kina. Men om en stund begyndte det at smugle varer ind paanyt, og engelske embedsmænd understøttede denne smughandel. I 1831 og 1834 sendte England krigsskibe til Canton for at beskytte opiumshandlerne. Det kom til en krise i 1839. Thi efterat Kina forgjæves havde bønfaldt England om at sætte en stopper for den ulovlige handel, satte man ild paa et stort oplag af engelsk opium, hvis værdi beløb sig til omtrent 10 millioner dollars. Saa erklærede England krig, og det var naturligvis en let sag for England med sine moderne krigsvaaben at underkue det lidet krigsdygtige Kina. Efter nogle smaa træfninger, i hvilke en haandfuld englændere slog tusender af kinesere paa flugt, maatte Kina give tabt og aabne flere havne for europæerne. Som skadeserstatning for den ødelagte opium maatte det betale 6 mill. dollars, og England forlangte, at opiumshandelen skulde gives fri, kun at der skulde betales indførselstold paa varerne. Men den kinesiske keiser vilde aldeles ikke gaa med paa, at en saadan bestemmelse kom ind i fredstraktaten. Det var da, han sagde disse merkelige ord: “Jeg kan vistnok ikke forhindre indførselen af den flydende gift; men intet skal dog bevæge mig til at gjøre mine undersaatteres last til en indtægtskilde.” En udtalelse, som de kristne regjeringer gjerne kunde merke sig og prøve at gjennemføre i praksis. Efter fredsslutningen i 1842 fortsatte engelse kjøbmænd smughandelen dristigere end nogensinde og fandt heri understøttelse af regjeringen. Kina protesterede; men det hjalp ikke. I 1857 blev et smughandlerskib, der seilede under engelsk flag, skudt paa af kinesere. England krævede, at Kina ydmgst skulde bede om forladelse herfor. Det blev ikke gjort, og en ny krig udbrød. Denne gang fik England hjælp af Frankrige. Kina