stor udstrækning som medicin til at døve smerter med eller frembringe søvn. Taget i smaa kvantiteter virker den straks behageligt oplivende. Men snart kommer reaktionen; man blir slap og søvnig, føler sig tør i munden, plages af tørst og faar gjerne en liden snert af forstoppelse. Naar portionen forøges blir selvfølgelig virkningerne saa meget voldsommere. Og den, som først begynder at bruge opium regelmæssig, blir for det meste et offer for giften, saa større kvantaer maa til efterhvert. Har man først faaet giften ind i legemet, er det siden hartad umuligt at være den foruden; thi systemet kræver ubønhørlig den vandte stimulans og altid i forøget mængde. Hvis ikke opiumsrøgeren faar sin regelmæssige rus, synker han aldeles sammen og maa gjennemgaa de mest rædselsfulde lidelser. Han lider baade ved at tage giften og ved at lade den være; thi de skjønne følelser, han fornam i den første tid efter nydelsen af opium, er nu blevet borte aldeles, — han føler bare væmmelse, og de mest djævelske billeder ruller forbi hans blik. Det er omtrent umuligt at blive fri igjen, naar man først er bleven en slave af lasten. Man kan gjøre fortvilede anstrengelser for at komme løs, men falder som oftest tilbage i lastens dynd og Bvnker endnu dybere end før. Opiumsrøgerens moralske følelse slappes. Han henfalder let til andre laster, blir løgnagtig, bedragersk, samvittighedsløs i alle ting; han sælger gjerne hustru og børn til et liv i skjændsel for at skaffe sig selv penge til opium. Familierne oprives og forstyrres aldeles; thi et hyggeligt samliv med en opiumsæder kan der ikke være tale om. Dertil er han for nervøs, egoistisk, syg og fordærvet. Lasten gjennemstrømmer alle samfundslag, og der gjøres faktisk ingenting for at regulere eller