Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SNEGRÆNSEN I NORGE
Bestemmelsen av snegrænsens beliggenhet støter derfor paa mange van«
skeligheter, i vort land kanske endog større end andensteds med mildere
vintre, hvor snekornene om vinteren er tyngre. Først naar man raader
over gode høidekarter, kan man ved disses hjælp finde brukbare værdier
for snegrænsen.
Helland betegner snegrænsen1 som en linje mellem de laveste høider,
i hvilke der ligger snefonner aaret rundt. — Opsøker man imidlertid paa
rektangelkarterne de lavestliggende fonner og smaabræer og utvælger av
dem et ^passende antal for at finde deres gjennemsnitlige høide, saa viser
det sig snart at ansættelsen av denne i høi grad er avhængig av et godt skjøn.
Vælger man for faa fonner, faar man en lav værdi som kan staa i et urimelig
forhold til nabokarternes, og vælger man for mange fonner, faar man til
gjengjæld en snegrænse som synes for høi. Skal en enkelt sneflek betegne
snegrænsen, saa blir dette en lokal angivelse, som ikke har nogen generel
betydning. En mils vei syd for Sylene, hvor snegrænsen efter Helland
ikke ligger lavere end 1800 m., finder man saaledes i Skardørsfjeld paa
kartet en fonn som gaar ned til 1 200 m. o. h.
Jeg har forsøkt en anden fremgangsmaate som synes at gi en antagelig
gjennemsnitsværdi for snegrænsen. Jeg har maalt det samlede areal av
«evig sne og is» paa de topografiske karter inden hvert kartblad og sam=
menlignet dette med arealet av forskjellige høidekurver. For alle kart«
blade inden hvilke der findes nogen betragtelig mængde fonner og bræer,
har jeg konstruert den hypsografiske kurve. Et værdifuldt materiale hertil
har jeg paa henvendelse faat adgang til at avskrive i Norges Geografiske
Opmaaling, hvor der paa de fleste karter er opmaalt arealet av den del
som falder mellem 0-60 m„ 60-150, 150-300, 300-600 m. og videre for
hvert 300 m. i høiden. Av kartets hypsografiske kurve har jeg kunnet
ta ut den høide som svarer til det flaterum den varige sne dækker paa
kartet. Ved denne fremgangsmaate utjevnes en del av de lokale faktorers
variationer. Den sne som driver væk fra de veirhaarde steder øverst paa
fjeldene, gjenfindes i forsænkningerne længer nede. Den høitliggende
snegrænse paa skraaninger som vender mot solen, ophæves av den låve
paa nordsiden, og de uforholdsmæssige tykkelser av sne som driver ind i
botner, kommer ofte frem igjen i en bræ, som strækker sig nedenfor den
linje hvor avsmeltningen holder likevegt med snetilførselen.
De almindelig brukte metoder til bestemmelse av snelinjen er litet
anvendelige paa vore karter. Den klimatiske snelinje, hvormed man efter
Richter forstaar den undre grænse for det vedvarende snedække, hvor
1 Tidsskrift for skogbruk 1912. Trægrænser og sommervarmen s. 23.
133
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
