- Project Runeberg -  Georg Brandes : En bog om Ret og Uret / I. Før Berlineropholdet /
55

(1902-1903) [MARC] Author: Alfred Ipsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

besynderlige Blanding, der gør en saadan Elendighed
mulig?“

Og med træffende Fynd besvarer Forfatteren
selv denne Indvending saaledes: „Da er det, man
med Magt maa erindre sig om, at denne Digter har
et Formaal med sit Digt, at han er en indigneret
Moralist, en afgjort Pessimist, en af lutter Kærlighed
til det Gode, Svagheden spottende og fordømmende
Aand. Han frygter for at blive vemodig paa urette
Sted, han tør ikke græde, han maa være stærk for
at kunne fordømme og straffe.“

Mærkeligt er det, at Brandes fordømmer denne
strenge etiske Tendens, ikke udfra en naturalistisk
Morals lempeligere: „Lad os nu være Mennesker“,
men udfra et æstetisk: Dette er uskønt. „Selve det,
at et vel anlagt Menneske gaar til Grunde, er rent
uæstetisk, og dog er dette det heles Pointe“ ...
„Helhedsindtrykket bliver ikke skønt; ti det er
Antipatien, der beholder det sidste Ord, og man
føler det vel, at det er den, som er Paludan-Müllers
egen Følelse.“ „Heine haaner sine egne ideale
Ytringer, Paludan-Müller Adam Homo; men hos
begge mangler denne Haan et forsonende Moment.“

Og Artiklen om Adam Homo slutter med følgende
højst besynderlige Ræsonnementer: „Hensigten
med denne Skitse var kun at udvikle, at Værket
formentligt ikke kan sættes saa højt i rent æstetisk
Henseende som i etisk, i aandelig, i intellektuel. —
Den gamle Strid om Formens eller Indholdets
Principat i Poesien blev af den hegelske Skole bragt
til den Løsning, at under Forudsætning af lige
Formfuldkommenhed staar af tvende Værker det som det
højeste, der har det vægtigste Indhold. Den
herbarthske Skole har siden spurgt: hvad forstaas ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:51:31 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/aigbrandes/1/0061.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free