Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hr Doktor, jeg takkor ærbødig
for al den Besvær, De bar haft,
for Ugerne to, De fandt nødig’
til Udladning af Deres Kraft.
Skønt Digtet indeholder spydige Udfald mod
Radikalerne, de „fremskredne Pilte“, har det dog
væsentligst Karakter af en Selvprøvelse og et
Selvforsvar.
Desværre, af Harme betagen,
jeg stundom forsyndet mig har,
men Heden i Blodet gjaldt Sagen,
hvis Vagt og hvis Værge jeg var.
Jeg skreg, som en arrig Madamme
ej op for hver Rift i mit Skind
og slog aldrig Vinduer ind
til Hævn for en Skramme.
Men naar De Dem melder som Teten
af Lysets og Fremskridtets Hær,
saa vid, De er vild paa Karreten
og lider, Hr. Doktor, af Stær.
Det Lys er en Tande, som oser,
og kun gi’r en kvælende Stank
og Fremskridtet blev, at vi sank
i Hængedynds Moser.
De og Deres fribaarne Følge,
i Fedtlærs, lakerte og Tran,
De er kun en skummende Bølge
af Tidens urolige Vand;
paa Højden et Dejgtrug den bærer
og glimter i Solen en Stund,
men synker og bliver da kun
til svømmende Blærer. —- —
Saa følger et Vers, som ikke uden Grund vakte
megen Indignation:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
