Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det her, „er Prometeus, som stjal Ild fra Himmelen
og bragte hele Menneskeheden Lys.“ Forbilledet er
altsaa nu Titanen, der i oprørsk Trods stjæler Ild
fra Himmelen. Det stemmer godt hermed, naar
Georg Brandes selv en Gang paa en Art
Stam-bogsblad har betegnet sin herskende Egenskab som
„Trods“ — Trods mod Guderne, det kan ikke være
mindre. En Kultur løsrevet fra Religionen, al
Kulturs Moder, er hans ideal; han overser derved, hvad
allerede Pastor Fr, Jungersen gjorde opmærksom
paa i „Ildsignaler11, den jordiske Ild er et flygtigt og
yderst upaalideligt Element, at den evige Ild ikke
brænder her (kun i Kirkerne har man som et
Symbol haft „den evige Lampe’1) og at den
menneskelige Kultur lige saa lidt kan løsrives fra sit religiøse
Ophav, som Solens Straaler kan løsrives fra Solen.
Dog helt blind for Ildens Flygtighed er Brandes
ikke. .1 det Digt, hvormed han afsluttede sine
samlede Værker hedder det:
mit Bedste var flygtigt
som Ild og som Storm
og han sammenligner sig selv med
en lysende Stribes
Strejfskær i et Rum,
der saa lidet kan gribes
som Havfladens Skum,
saa blussed mit Væsen. Et lynende
Lysblink det var i en Sum.
Dette er sandt, og en bedre Karakteristik kan
næppe gives af Brandes’ Væsen og Virksomhed.
■ I og for sig maa man sige, at en Ildkultur under
vort nordligt-barske Himmelstrøg paa Forhaand har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
