Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naar lian selv skriver Digte, noget lian i senere
Aar liar lagt sig efter, er de ikke meget bedre. I
det Digt om Cæsars Mord, som han offentliggjorde
i „Politiken" for 11 August 1902 anvender han en
udpræget elegisk Strofe til et stormende og
pas-sjoneret Indhold. x) Og det Digt, hvormed han
fejrede Afslutningen af sine „Samlede Skrifter", var et
sandt Monstrum af et Poem. Et Par Vers vil vise det:
Lyder en Gang i Øster
et: Hil, Frihed, hil!
Varsler russiske Røster
en Daad stærk og vild,
flammer Alt — o saa fænged der Vedii det Baal
ved en Gnist af min Ild.
Staar engang Polen kranset
med Rejsning god,
helt frit og forskanset
ved Fasthed og Mod
da var i det Blod, der har Bygningen kittet et
Stænk af mit Blod.
Der er i disse forvredne Vers næppe en Linie,
hvor Ordene faar Lov til at beholde deres naturlige
Betoning.
Hvorfor opholde sig ved dette? Er det ikke
Smaating. Vi ved jo alle, at Georg Brandes ikke
er Poet. Men en Skribent, som skal hævde
nogen kritisk Avtoritet, har virkelig ikke Lov til
at give saa slet et Eksempel. Og jeg har ogsaa
dvælet herved, fordi der fra denne Paavisning kastes
Lys over visse Mangler ved Brandes som Kritiker,
;) Strofen er skabt af J. L. Heiberg i „Alferne11: „En Aften
ensom gik jeg nys“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
