smaa Forskelligheder, i fine Nuancer og Farveovergange, der undslippe det Øje, der ikke er rustet med den rette Opdagerlyst, og som dog føles, som lønligt paatrænger sig en ad hundrede Veje som Stemningen i et Digt, eller som Ledemotivet i et Musikstykke, der pludselig dukker op for atter at forsvinde i Tonebølgernes vide Hav. Forholdene er imidlertid for Øjeblikket saa ugunstige som vel muligt for Opsamlingen af Indtryk. Den hvide klamme Morgentaage har lukket sig sammen om os og skjuler skinsygt Landet for ethvert spejdende Blik. Den bølger hen over vaadt Græs og sid Jord. Løfter den nu og da en Flig, er det lige netop nok til at lade en skiinte de sorte Stammer i en Smule Skov, Omridset af en Bygning eller maaske Vingerne af en Vandmølle. Den lader os endog i Uvished om paa hvilket Lands Grund vi egentlig befinde os; ti ogsaa de sorthvide Pæle, som afmærke Grænsen forsvinde i den . . . Betragtet som en Prøve paa det hollandske Vejrlig er en saadan Taagedag for Resten ikke ilde. Ganske vist er Fænomenet til en vis Grad fælles for alle nordevropæiske Kystlande, men Holland afgiver dog paa en vis Maade Stapel-pladsen for Taagen. I dette lave Land, der driver af Fugtighed som en Vaskekælder, bliver den staaende; selv paa klare Dage er Luften opfyldt af en forbavsende Mængde Vanddampe, der giver Græsset den ejendommelige saftige Friskhed, som er Hollands Stolthed. Lidt efter lidt begynder Taagen dog at lette. Man begynder at kunne se ind over Marker med Pilehegn og brede vandfyldte Grøfter. Hist og her en Vandmølle og i Fjærnsyn et ret anseeligt Kirketaarn med lidt Huse om. Man mindes visse Træk af rembrandtske Raderinger og begynder at komme i hollandsk Stemning. Min Rejsefælle, med hvem jeg har været i Kupé sammen