fra Bremen, og som jeg først antog for en Tysker, har i Emmerich afsløret sig som en god, jævn Hollænder, der i Virkeligheden ikke behersker noget andet Tungemaal end sit eget. Maaske er det under Paavirkningen af den hjemlige Jordbund, at hans Meddelelsestrang begynder at vaagne; men, desto værre, er Forstaaelsen mangelfuld. Det kan være sandt, at tysk og engelsk, ja selv dansk afgiver væsentlige Hjælpemidler til Forstaaelsen af det hollandske, som jo egentlig er en Overgangsform mellem tysk og engelsk, et angliseret neder-tysk; men saadan ganske uden videre forstaaes det alligevel ikke, og navnlig ikke, naar det bliver talt. Noget ubetinget behageligt Indtryk gør det til en Begyndelse ikke. Der er ikke megen musikalsk Klang deri, de klare tyske Vokallyd er her stemt en Oktav ned, Rytmen er sagtnet, der er en egen Bredde i Udtalen af Ordene. Dertil kommer saa en gurglende Strubelyd, som paavirker den fremmede afskrækkende, og som paa en vis Maade er dets Kammertone. Den overfladiske Iagttager vil hurtig affinde sig med dette Sprog som „et Bondesprog", der ligger udenfor Kulturen. Og dog kan delte Bondesprog til Tider have en Inderlighed, en Djærvhed, som det saa langt mere kultiverede højtysk rnaa savne. Der kan være over en Vending, i Klangen af enkelte Ordforbindelser noget, der tvinger en til at tænke paa Folkeviser. Hvor meget skønnere lyder ikke „een lief kind" end ,ein liebes Kind?" Der kan være over det en vis Jomfruelighed, en Uberørthed, som uvilkaarlig bringer en Naturen nærmere. Man maa ikke misforstaa det, naar jeg betegner hollandsk som det mindre kultiverede i Sammenligning med liøjtysk. Det hollandske er i og for sig hverken udyrket eller formfattigt. Det har tvertimod en forbavsende Rigdom paa Ord-Former, hvad enhver kan overbevise sig om, der vil ofre nogle Timers Studium paa de Vries’ store Ord-