alene paa Hollænderne øver den en saadan Tiltrækning, ligesom den tyske Søsterby lokker den ogsaa engelske Velhavere til, som finde, at der er mere Forslag i deres Penge her paa Kontinentet end i de hjemlige Forhold og under Kontrol af det engelske high-life’s strenge Etikette. Hollænderne kunne ikke nok som prise den sirlige By og tilgive vanskelig en Udlænding at han rejser bort uden at have set den. Dog er det ikke af de Byer, den fremmede i første Række gør vel i at stanse ved. De Skønheder, den byder paa, findes vel større og skønnere andetsteds, og maaske er den af de nederlandske Stæder den, som har mindst af det nationale Præg. Det har klaret noget op. Der er endogsaa ligesom en Anelse af Sollys bag den lette Taage som endnu i Støvform fylder Rummet. Store blanke Skyer svæve os forbi dirrende i Lys. Vindvets Ramme fyldes med Græslandets grønne Kanevas, en saftig-grøn Flade, gjennemaaret af grenede Vandrender (slo-ten), hvis Bredde kan veksle fra en til flere Favne, disse Render, som saa væsentlig give det hollandske Landskab dets særegne Karakter. Naar Regn og Blæst har plumret dem, er de graa som nu, naar en Frostnats Kulde har dækket dem med en fin, hvid Isskorpe, spille de i Solen som vatret Perlemor, men, naar den biaa Sommerhimmel spejler sig i dem, danne de som en Besætning af blaa Baand paa Engenes grønne Silke. Hist og her møder man ogsaa en virkelig Kanal, indrammet af et Par opkastede Jorddæmninger, hvori en fladbundet Pram langsomt stager sig frem eller bliver trukket af en sindig Hest, der gaaer langs Bredden. Vor Koupé er efterhaanden bleven halv fyldt med Passagerer. Der er ikke længere Tale om at have en Bænk for sig selv; man tnaa nu være glad for sin Hjørneplads. For hver ny Stansning komme der flere til. Tætbyggede Folk